Skip to main content
Center for Journalistik

Gerd Maria May Hertz

Fra klimaholdning til -handling

Ny fellow ved journalistuddannelserne på SDU skal arbejde med klima og journalistik

 

Hvordan kan journalistik være med til at rykke brugere og borgere fra klimaholdning til klimahandling – til fordel for både mediebranchen, demokratiet og klimaet? Sådan lyder spørgsmålet fra årets modtager af Fyens Stiftstidende fellowship for 2022/2023, der nu får et halvt år og en halv million kr. til at finde svaret.

 

”Jeg ønsker med dette projekt at skabe en indgang for medier til at samle danskerne i en engagerende, inspirerende, nuanceret og tillidsfuld samtale om, hvordan vi skal rykke os fra at have en holdning til klima, til også at handle på vores viden. Det vil jeg gøre ved at samle eksisterende viden og erfaringer fra mediebranchen generelt, teste de bedste resultater i en dansk kontekst og herudfra skabe en overskuelig indgang til klima-spørgsmålet og gøre det tilgængeligt for alle interesserede journalister og redaktører,” siger den nyudnævnte fellow Gerd Maria May.

 

Gerd Maria May har tidligere bl.a. været ansat på Jysk Fynske Medier som journalist, redaktør og redaktionel udviklingschef og har stiftet firmaet Room of Solutions, hvor hun de seneste år har arbejdet med at udvikle og udbrede den involverende og konstruktive journalistik gennem en række forskellige udviklingsprojekter og forløb.

 

”Gerd Maria May vil med sit fellow-projekt udvikle klimajournalistikken med nye formater og koncepter, der kan gøre området endnu mere relevant og appellerende for læserne. I SDU’s styrelse glæder vi os til at følge Gerd Maria Mays arbejde, som utvivlsomt vil komme til at tjene til inspiration for hele vores branche – både lokalt og nationalt,” siger Christian Jensen, formand for styrelsen ved journalistuddannelserne på SDU.

 

Med de indsamlede eksempler vil projektet i et tæt samarbejde med bl.a. Fyens Stiftstidende og TV2 Fyn teste et udvalg af de mest succesfulde metoder af i en fynsk kontekst.

”Fyn er unik i den sammenhæng, at det er et afgrænset område, som det er muligt at teste og måle på. Derudover er der allerede etableret en historie for at samarbejde på tværs af mediehusene,” siger Gerd Maria May.

 

Gennem medieklyngen Media City Odense vil der desuden kunne formidles og forankres vidensdeling mv. til andre interesserede parter.

Sidst opdateret: 06.03.2024