Skip to main content
DA / EN
Matematiker modtager årets aldringsforskningspris

Kirsten Avlund prisen 2017

Mikael Thinggaard modtager prisen for sit store bidrag til tværvidenskabelig aldringsforskning, herunder stor publikations- og formidlingsaktivitet og undervisning.

Kirsten Avlund prisen på 10.000 kr. uddeles for fjerde gang i 2017. Prisen gives til en lovende og motiveret forsker med potentiale ift. publikationer, undervisning, formidling, forskningssamarbejde samt tværfaglighed og skal fungere som en opmuntring til fortsat gerontologisk forskning.

Priskomiteen for Kirsten Avlund-prisen 2017, bestående af medlem af bestyrelsen for Dansk Gerontologisk Selskab Charlotte Juul Nilsson, formand for Dansk Selskab for Geriatri Lotte Usinger, samt medlem af bestyrelsen for Dansk Gerontologisk Selskab Rikke Gregersen, har på baggrund af behandling af indkomne indstillinger udpeget årets vinder: Mikael Thinggaard.

Mikael Thinggaard har en faglig baggrund som matematiker og fik i 2015 PhD graden i sundhedsvidenskab med afhandlingen ’Predictors of mortality in the oldest old – Age trajectory and cohort effects’ , ved Syddansk Universitet. Han arbejder nu som adjunkt ved Forskningsenheden for Epidemiologi, Biostatistik og Biodemografi ved Syddansk Universitet, og indgår i en lang række projekter ved Dansk Center for Aldringsforskning.

Priskomiteen vil især gerne fremhæve Mikael Thinggaards evne til at indgå i tværvidenskabelig aldringsforskning, hvor han med avancerede statistiske analyser kombinerer viden fra biomedicin, lægevidenskab og folkesundhedsvidenskab for at undersøge prædiktorer for overlevelse og bevarelse af funktionsevne hos de allerældste. Statistisk ekspertise er yderst vigtigt for forskningen indenfor geriatri og gerontologi, der baseres på kvantitative studier, herunder det at kunne formidle og forklare avancerede statistiske modeller til andre faggrupper indenfor gerontologien.

Prisen er gjort mulig gennem en donation fra Kirsten Avlunds familie og Ældre Sagen.


Prisen overrækkes officielt på Dansk Gerontologisk Selskabs nationale konference om aldring og samfund, som afholdes den 9. – 10. november. Her vil Mikael Thinggaard holde prisforelæsning.

  • National konference om Aldring og Samfund 2017: At skabe gode dage

Årets prismodtager

Adjunkt Mikael Thinggaard fra DARC - Dansk Center for Aldringsforskning

Mikael Thinggaard

Redaktionen afsluttet: 05.09.2017