Giv dine elever en særlig oplevelse
I Apparatlab får du adgang til avanceret udstyr. Der er mulighed for at udfordre dine elever og give dem indsigt i analysekemiens mange facetter. Bliv klogere på Jeres omverden og udfør interessante eksperimenter efter eget valg.
Vi anbefaler, at Apparatlab kun anvendes af små hold op til 15 personer.
BEMÆRK: Eksperimenter afvikles KUN, når du som lærer følger med. Vi har ikke mulighed for at tage os af enkelte elever. Det er en forudsætning for brugen, at du selv kan betjene apparaterne, og vi anbefaler på det kraftigste, at du afsætter en introduktionsdag, før du planlægger et besøg med elever på SDU. Vi vil med glæde hjælpe nye brugere i gang, og vi kan også arrangere et forløb for flere lærere på én gang, hvis hele skolens kemilærerstab ønsker at kunne benytte vores faciliteter.
Her er dine muligheder
I Apparatlab kan du benytte fire måleteknikker, og vi gemmer metoderne fra gang til gang, så du kan genbruge dine egne eller finde nye, som andre har fået oprettet. Se, hvad andre har brugt Apparatlab til i listen herunder.
Inspiration til projekter og analyser
Gicelle er vores Gas Chromatograf (GC), hvor andre blandt andet har analyseret:
- Ethanol og methanol - f.eks. alkoholprocenter af hjemmelavet vin, øl og likør
- Fedtsyre-methylestre i biodiesel, madolier og fødevarer
- Aromastoffer - f.eks. frugtestre, aldehyder i parfume, Eugenol fra kryddernelliker eller krydderiblandinger med SPME
- Nicotin - f.eks. opsamlet med vores "artificial smoker", der kan "ryge" otte cigaretter ad gangen
- Salicylatestre og andre synteseprodukter
- Benzoin
- Renhed af organiske opløsningsmidler
- Chlorphenoler
Fru Heilbundt er vores højtryks væskekromatograf (HPLC), hvor andre blandt andet har analyseret:
- Parabener i kosmetik
- Nikotin - f.eks. opsamlet ved hjælp af vores "artificial smoker", der kan "ryge" otte cigaretter ad gangen
- Vitamin D og Vitamin C/ascorbinsyre
- Koffein i kaffe, te og energidrikke
- Naringenin
- Chloridazon
- Organiske syrer: Oxalsyre, vinsyre, æblesyre, mælkesyre, citronsyre, ravsyre og humlesyrer i øl - både kommercielt og hjemmebrygget
- Thymoquinon fra Nigella, sortkommen
- Capsaicin fra chili
- Penicillin
Agnes er vores Atom Absorption Spektrometer (AAS). I oversigten over lamper til apparatet kan du se de mange grundstoffer du kan undersøge på AAS. PerkinElmer har udgivet en bog, hvor du kan finde tips til mange spændende ting at analysere på.
Andre brugere af Apparatlab har brugt Agnes til analyser af:
- Bly i konserves - historisk projekt fra konservesdåsens barndom. Hvor forgiftede blev datidens sømænd?
- Måling af Ag og Ni på 1600 tals mønter for at se, om Chr. IV havde snydt med sølvmønterne efter statsbankerotten i 1600-tallet. Det havde han ikke. De var nærmest rent sølv
- Ni, Ca og Mg i the
- Na, K og Ca i form af næringsstoffer har været undersøgt i kildevand, spildevandsslam, peberfrugt, forskellige former for fermenterede bønner og broccoli
- Cu i øl - trækkes tungmetaller med op i det korn, øl brygges på?
- As, Cu og Mg i tang. Undersøgelse af tang som fødekilde
- Fe og Mg i vitaminpiller og grøntsagsjuice
Susie er vores bord-NMR, hvor der kan analyseres H- og C-NMR spektre på Jeres synteseprodukter - både undervejs i syntesen og som renhedsbestemmelse af et færdigt og oprenset stof.
Vi stiller NMR-rør og solventer til rådighed. Spektrene sender du til dig selv som pdf, og du kan tilføje kemisk skift, integraler og andet brugbart, mens du er på SDU.
Du får adgang til apparater, synteseudstyr og kemikalier i Apparatlab. Der forefindes to stinkskabe, som kan benyttes, mens du og dine elever er på SDU.
Du er velkommen til at forhøre dig om specifikke ønsker i form af specielle kemikalier, målemetoder og lignende. Brugen af kemikalier og udstyr i Apparatlab er gratis for dig og dine elever.
Udstyr, der er fast i eller kan lånes til Apparatlab ud over de ovennævnte apparater:
- Ultralydsbad
- Smeltepunktsapparat
- Magnetomrør med varmeplade
- UV-spektrofotometer
- IR-spektrometer
- Artificial smoker (ryger 8 cigaretter ad gangen)
- pH-meter
- Apparat til måling af brydningsindeks