Institut for Fysik, Kemi og Farmaci samarbejder gerne om forskning med virksomheder, organisationer og start ups.
Vores forskere arbejder med løsninger lige fra lægemiddeludvikling og drug delivery, kunstig fotosyntese og enzymer til nanosensorer, nye metoder til oplagring af energi og analytiske miljøkemi, i samarbejde med eksterne partnere.
Der er er flere modeller for, hvordan forskningssamarbejdet kan finansieres. Dog skal projektet have videnskabelig interesse og relevans for instituttet.
Forskningsprojektet kan være samfinansieret mellem instituttet og virksomheden. Forskningsprojektet kan også være medfinansieret af offentlige midler, som f.eks. Innovationsfonden.
Forskeren har ret til at publicere egne resultater, men det kan aftales, at offentliggørelse bliver udsat, indtil virksomheden har beskyttet resultaterne. Virksomheden har efterfølgende mulighed for at købe eller licensere instituttets andel af rettighederne til resultater, som bliver skabt i projektet.
Vi tilbyder rekvireret forskning. Det vil sige, at vi udfører specifikke opgaver for en virksomhed eller organisation mod betaling. Det kaldes også kontraktforskning.
Vi tilbyder desuden samarbejde indenfor erhvervs-ph.d.-ordningen.
Kontakt os for muligt samarbejde
Kontakt instituttet og få en samtale med en forsker om dit projekt eller ide. Ring til sekretariatsleder Mette Søndergaard tlf. 93 50 76 39 eller skriv til meso@sdu.dk
Eksempler på tidligere og igangværende forskningsprojekter i samarbejde med virksomheder og institutioner
- Samarbejde med start up-virksomheden Dianox. Projektet drejer sig om udvikling af en ny type diagnostik til Hepatitis B. Projektet er støttet af Innovationsfonden.
- Projekt i samarbejde med Haldor Topsøe A/S. Projektet handler om strukturelle undersøgelser af nye elektrodematerialer til genopladelige batterier. Projektet er finansieret af Nordforsk og ESS Fyrtårnet SMART.
- Projekt i samarbejde med Vandcenter Syd. Projektet fokuserer på udvikling af nye materialer til fosfatgenanvendelse herunder kortlægning af fosfatressourcer på renseanlæg. Projekterne er finansieret af DFF-FTP (2016-2021), DFF Grøn Omstilling (2021-2024) og VUDP (2021).
- Samarbejde med Aarhus Universitet og Arla Foods Ingredients (AFI) i projektet ’Proflex’ (2020-2023). Projektet undersøger funktionen af planteproteiner som emulgatorer i nye typer mejeriprodukter. Formålet er at skabe fundamentet for øget brug af planteproteiner og fremme udviklingen af nye bæredygtige produkter. Projektet er støttet af Mejeribrugets Forskningsfond.
- Projekt i samarbejde med Teknos A/S. Projektet drejer sig om studier af mineralske råstoffer til maling.
- Samarbejde med dækvirksomheden Continental. Projektet er grundforskning i strukturegenskab-relationer af polymermaterialer for perfekte og anvendte polymermaterialer. Projektet er finansieret af Continental.