Sten og klipper fra landjorden kan få havet til at optage og lagre store mængder CO2

Mens verdens lande diskuterer, hvordan vi skal nedbringe vores udslip af CO₂ til atmosfæren, er en voksende skare af forskere fra hele verden gået i gang med at undersøge en metode til at fjerne CO₂ fra atmosfæren.

En af dem er marinbiologen Carolin Löscher, der leder en forskningsgruppe på Biologisk Institut, og som har eksperimenteret med metoden.

Kort fortalt er ideen at hælde knust sten i hav- eller flodvand og lade det igangsætte en kemisk proces, der trækker CO₂ fra atmosfæren og ned i havvandet, hvor det bliver lagret.

Det geologiske kulstofkredsløb

- Det er nok de færreste, der tænker over, at kulstof ikke kun cirkuleres i et biologisk kredsløb. Der er også et geologisk kredsløb på Jorden, hvor CO₂ over tid fjernes af mineraler, som forvitrer og skylles ud i floder og have, hvor CO₂’en så enten synker eller opløses kemisk. Dette geologiske kulstofkredsløb er afgørende for, at der cirkuleres kulstof på kloden; det regulerer faktisk stort set Jordens temperatur og klima, siger Carolin Löscher og tilføjer:

- Det geologiske kulstofkredsløb sørger for at kulstof lagres i meget længere tid end det biologiske kulstofkredsløb, som binder kulstof i f.eks. planter.

Dette geologiske kulstofkredsløb, der altså fungerer gennem forvitring af sten og det forvitrede materiales transport til have og floder, foregår meget langsommere end det biologiske. Det tager meget længere tid for en sten at forvitre end for en skov at vokse op. Men hvad nu, hvis man speeder de geologiske forvitringsprocesser op? Det er ideen bag det nye forskningsfelt, der hedder ”ocean alkalinity enhancement”.

- Hvis man leger med tanken om at speede disse geologiske processer op, åbner det nogle helt nye muligheder for at imødegå den globale opvarmning. Der går faktisk ikke mere end et par dage fra man hælder knust sten i havet til, at kemiske processer fører til, at der trækkes CO₂ ud af atmosfæren til binding i havvandet, forklarer Carolin Löscher.

Flere steder i verden pågår større og mindre forsøg for at teste ideen, og over de senere år er erfaringerne begyndt at rulle ind fra forskningsmiljøerne. De er nu blevet samlet i en ”Best Practice Guide”; en guide, der løbende bliver opdateret med ny viden og nye erfaringer. Guidens fulde navn er ”Guide to Best Practices in Ocean Alkalinity Enhancement Research”, og den blev præsenteret på FNs klimakonference COP28 i De Forenede Arabiske Emirater 2. december 2023.

Hent guiden (eksternt link).

De sten- og klippearter, der er relevante, skal være basiske og det er fx olivin, kalksten og dolomit. De findes i rigt mål mange steder i verden, og iflg. Carolin Löscher er der mere end rigeligt til at bidrage væsentligt til fjernelse af CO₂ fra atmosfæren.

1 ton sten fjernede 1,3 tons CO₂

Som et konkret eksperiment har Carolin Löscher og hendes ph.d-studerende Jakob Bang Rønning testet stenarten olivin i et eksperimentelt flodsystem i Skotland. Det simulerede flodsystem var lukket og kun i brug til forskningsprojektet.

- Vi fandt, at vi med et ton olivin kunne fjerne 1,3 tons CO₂. Der er taget højde for CO₂-forbruget ved at knuse og transportere olivinen, så det er et godt resultat, siger Carolin Löscher.

Ikke alle have og flodsystemer egner sig lige godt til at få hældt knust sten i sig, påpeger hun:

- De åbne, dybe oceaner er nok ikke mest oplagt. Dels er det en lang sejltur for de store mængder knust sten, der skal bruges, og dels må man forvente, at strøm og vandcirkulation kan sende de knuste sten mod bunden, så de lagres på bunden i stedet for at blive opløst i havvandet. Og så er der det juridiske: Det er med nuværende lovgivning forbudt at dumpe noget som helt i verdenshavene, også selvom det er med gode intentioner.

Farvande omkring Island og Østersøen egner sig

I stedet peger hun på flodsystemer og kystområder som egnede steder, fordi den knuste sten snarere vil skylle ind og ud af flodbredden eller stranden og dermed have længere tid til at gøre sit kemiske job.

- Der går et par dage fra man hælder knust sten i havvandet, til det er blevet opløst og har ført til binding af CO₂ i havvandet. I det tidsrum må det ikke synke til bunds, men skal helst opløses i vandet, siger Carolin Löscher.

Attraktive områder, hvor man kan forestille sig gode resultater er fx farvande omkring Island og Østersøen, hvor vandet er mere forsuret end andre steder og dermed mere egnet til at modtage knust, basisk sten.

Pilotprojekt er i gang på amerikansk kyst

Når man kigger på enkelte landes nationalfarvande, er det op til den enkelte nation, om man vil tillade spredning af knust sten som en del af forsøg. Nogle lande, fx Tyskland tillader det ikke, mens andre lande, f.eks. Sverige, er mere åbne.

Et af de steder, hvor der i øjeblikket foregår et pilotprojekt, er på en strand i staten New York, USA. Her skulle en strand restaureres, og da der skulle køres nyt sand på, blev der blandet 5 pct. knust olivin i strandsandet.

Formålet er at se, hvor hurtigt olivinsandet opløses fra en strand og at holde øje med, om miljøet påvirkes. Bag projektet står selskabet Vesta.