Torsdag 6. september kl. 14.15 – 16.30 i U93
Studenterforskning i TRILO 2018
På dette første efterårsmøde i TRILO FÆLLES har vi fornøjelsen at kunne byde velkommen til 5 nye elitestuderende i TRILO, og vi vil bruge lejligheden til netop at sætte fokus på den studenterforskning, som udgør en meget vigtig del af TRILO´s aktiviteter.
I første del af mødet vil vi høre nogle oplæg med en præsentation af forhåbentlig alle de interessante specialer, som TRILO-medlemmer (Laura Havlit, Louise Friis Frederiksen, Kasper Kamph Flindt Larsen/Mie Winding) har afsluttet deres kandidatuddannelse med i sommeren 2018, og der vil være mulighed for spørgsmål til og en kort diskussion af hvert af disse specialer.
I anden del af mødet vil vi drøfte, hvordan TRILO fortsat bedst kan understøtte og fremme spændende studenterforskningsprojekter. Da næsten alle jer, der i dag er eksterne medlemmer af TRILO; har haft jeres indgang til TRILO via studenterforskningsprojekter i forbindelse med eliteprojekter og specialer, så håber vi, at mange af jer vil afse tid til at deltage i netop dette TRILO fællesmøde for at bidrage til, hvordan TRILO fortsat kan være den mest attraktive ramme for studenterforskning på humaniora på SDU.
Torsdag 4. oktober kl. 14.15 – 16.30 i U93
Værdien af abstrakt humanistisk viden i praksis ved Bjarne Christensen
På dette møde vil Bjarne præsentere nogle foreløbige resultater fra sit ph.d.-projekt, der afsluttes sidst på året. Bjarne har i projektet undersøgt, hvordan humanister omsætter deres humanistiske viden til praksis i små og mellemstore virksomheder. De foreløbige konklusioner præsenteres og særligt lægges der vægt på at den abstrakte humanistiske viden er særligt værdifuld i praksis. Dette er på mødet udgangspunktet for fælles refleksion og diskussion.
Dette er helt sikkert et emne og en diskussion, som alle i TRILO finder vigtigt, og som vi alle har en mening om, så mød op og tag del i diskussionen!
Torsdag 8. november kl. 14.15 – 16.30 i U141
Hvor står aktionsforskningen i dag, og hvilke fremtidsmuligheder rummer tilgangen inden for forskning i kommunikation, organisation og ledelse ved lektor Søren Frimann, Aalborg Universitet
De fleste i TRILO har læst en eller flere tekster fra Søren Frimann. Det kan være hans gamle artikel I sauna med chefen om medarbejderudviklingssamtalers muligheder og umuligheder, det kan være hans diskursanalysebog Kommunikation – tekst i kontekst, det kan være hans bidrag om dialog-cirkler i Aktionsforskning – en grundbog eller det kan være en af hans mange artikler i kommunikationsskriftserien om interpersonel kommunikation i organisationer, som en gruppe af vores kommunikationskolleger i Aalborg har udgivet gennem de sidste 20 år. Denne fredag i november får vi besøg af Søren i TRILO, han er en forsker, der er helt på linje med, hvad vi står for i TRILO, og som vil være en naturlig samarbejdspartner for os i TRILO. Aktionsforskning er særlig udbredt i miljøer på Aalborg Universitet og Roskilde Universitet, bl.a. Center for Aktionsforskning og Demokratisk Samfundsudvikling. Søren er en aktiv del af aktionsforskningsmiljøet og og vil give sit bud på, hvor aktionsforskningen står i dag, og hvilke muligheder tilgangen rummer specielt inden for forskningen i kommunikation, organisation og ledelse.
Torsdag 29. november kl. 14.15 – 16.30 i U141
Paperpræsentationer ved årets elitestuderende i TRILO – ledsaget af gløgg og æbleskiver
Så er det tid til, at årets 5 elitestuderende i TRILO – Frederik Wandrup Moltrup, Mathias Wiingaard, Michala Worsøe Steffensen, Michelle Vilstrup Ljungberg Balle og Stina Rydell Brøgger – hver holder en paperpræsentation ud fra det projekt, de hver især er i gang med med henblik på at få andre TRILO-medlemmers feedback og gode råd til brug i de sidsteuger inden afleveringen af projekterne.
Vi håber, at mange TRILO´er – både ansatte og eksterne – vil bakke op omdette arangement, som samtidig markerer en juleafslutning i TRILO FÆLLES, hvilket vil blive markeret med gløgg og æbleskiver.