Fredag 22. februar 2019 kl. 13.15 – 15.30 i U130
På dette møde vil vi sætte fokus på mødet mellem teori og praksis og på de udfordringer, mange af jer oplever, når I med alle teorierne og TRILO-idealerne i bagagen får job i private eller offentlige organisationer og oplever at skulle indgå kompromiser og finde pragmatiske løsninger. Som en jer skrev til mig: ”Jeg kan godt mærke, at jeg bevæger mig længere væk fra teorien og tættere på praksis. Jeg tænker ofte - det er meget godt med teorien, men hvordan skal det operationaliseres ude i virkeligheden? Hvad vil medarbejderne tænke? Er lederne i stand til at udføre det? Og hvad er det præcis for en forskel, det vil gøre? Måske jeg er blevet mere kynisk, men jeg ser ofte de fine tanker og teorier strande i ingenmandsland mellem den gode intention og mangel på ressourcer/kompetencer/tid.”Jeg er sikker på, at der er mange af jer, der vil kunne nikke genkendende til, hvad der bliver udtrykt her om de udfordringer, der er med at komme fra teori til praktisk implementering. Der vil på mødet være oplæg fra to af de eksterne TRILO´er, nemlig Jakob Slot Schmidt, der er kommunikationskonsulent i Nyborg Kommune, og Wickie Irene Jensen, der er konsulent hos rekrutteringsfirmaet People Link.
Fredag 12. april 2019 kl. 13.15 - 15.30 på UCL
Katrine Dupont, Sara Emilie Troelsdatter og Nicolai Nybye, der alle tre arbejder med entreprenørskab på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole vil være værter for og forestå dette møde, der særligt vil sætte fokus på emnet køn og entreprenørskab. Vi er mange i TRILO, der interesserer os for kønsproblematikker, og vi er mange, der interesserer os for innovation og entreprenørskab, men hvordan har køn det egentlig i entreprenørskab?