I dette kollektive delprojekt er formålet at styrke forskningen i civilforsvarshistorie ved at bringe nationale historier og erfaringer sammen inden for en teoretisk ramme, der (1) øger forståelsen for såvel forskelle og ligheder mellem nationalt organiserede civilforsvar som for de transnationale forbindelser, der eksisterede mellem dem, samt (2) understreger betydningen af samspillet mellem teknologi, materialitet, kultur og politik i civilforsvaret.
Det teoretiske udgangspunkt for dette delprojekt er begrebet “socio-technical imaginaries” (STI, teknosocial forestillingsverden), som det er udviklet af Sheila Jasanoff and Sand-Hyun Kim (2015).
Jasanoff har senest defineret sådanne “socio-technical imaginaries” som “collectively held, institutionally stabilized, and publicly performed visions of desirable futures, animated by shared understandings of forms of social life and social order attainable through, and supportive of, advances in science and technology” (Jasanoff 2015a, 4).
I samarbejde med en række velestimerede forskere, der er aktive i The Civil Defense History Network, forsøger vi således at udvikle de transnationale og komparative dimensioner af civilforsvarshistorie. Det sker gennem to workshops, der vil blive afholdt i 2019 og 2020 med henblik på at udgive vores resultater til et internationalt publikum.