Landets museer satser på brugerinddragelse

Det kan godt være, at publikum ikke har opdaget det, fordi de har haft travlt med blockbuster-udstillinger og lækre frokoster på museerne. Men der er sket en revolutionering af kulturformidlingen på de danske kulturinstitutioner i løbet af det seneste årti. 

Nationalmuseets kedsomhedsknap, som børn og voksne kan trykke på for at få forunderlige ting til at ske, er måske det mest omdiskuterede eksempel. Men listen af eksempler på nyskabende brugerinddragelse på museer, i byrum mv. er så lang, at professor Anne Scott Sørensen fra Institut for Kulturvidenskaber på SDU ikke tøver med at fastslå:

- Det ser simpelthen ud til at være sket et uafvendeligt skred i kultur- og kunstformidlingen. Vi er virkelig blevet overraskede over, at der foregår så mange ting på kulturinstitutionerne i forhold til deltagelse i de her år. 

’Deltagerisme’ eller inddragelse

Og det har betydning for forholdet mellem kulturinstitutionerne og deres brugere, understreger professor Anne Scott Sørensen.

- Kulturinstitutionerne er ikke længere blot neutrale beholdere for vores kulturarv og formidlere af ekspertviden. Snarere er de vores institutioner, der forholder sig til os, og som vi forholder os til. Kultur er ikke længere blot for alle, men også om og med alle, siger hun.

Professor Anne Scott Sørensen stod fra 2014-2018 i spidsen for Velux-projektet KULT om kulturbegreb og kulturformidling i den senmoderne kulturinstitution. Og hun har sammen med Hjørdis Brandrup Kortbek, tidligere post. doc og nuværende konsulent i Odense Kommunes By- og Kulturforvaltning udgivet bogen Deltagelse som kunst- og kulturformidling som afslutning på projektet. 

De første skridt mod øget brugerinddragelse blev ifølge professor Anne Scott Sørensen sat i gang af først daværende kulturminister Carina Christensens Kultur for alle-projekt, og efterfølgeren Uffe Elbæk satte yderlige skub i udviklingen med sit fokus på, at borgerne skulle kunne bruge kulturinstitutionerne på deres egne måder.

Og landets kulturinstitutioner har altså taget imod de politiske initiativer med stor iver, måske fordi bevægelsen allerede var i gang forud. 

Nu er det store spørgsmål, som bogen diskuterer, så om kedsomhedsknappen på Nationalmuseet og andre og nye former for brugerinddragelse mest har karakter af deltagerisme, eller de rent faktisk giver brugerne reel indflydelse i det kulturelle demokrati – som er en af grundtankerne i dansk kulturpolitik siden grundlæggelsen af Kulturministeriet.

Det spørgsmål er der naturligvis mange svar på. Professor Anne Scott Sørensen påpeger to vigtige aspekter.

Branding og relevans

- Kulturpolitisk er der sket en tydelig forskydning fra at have fokus på en kultur, som man skulle have ud til folk, til nu at have fokus på relationen mellem borgere og institutioner. Det virker som om spørgsmålet om, hvad kunst og kultur er? nu afløses af spørgsmålet om, hvad vi skal med kunst og kultur og hvorfor? Og det flytter kulturinstitutionernes fokus til spørgsmål om branding og loyalitet i forhold til brugerne, og brugerinddragelse bliver et middel til at tiltrække publikum, forklarer hun.

De voksende krav om, at kulturinstitutionerne skal gøre sig relevante for det størst mulige publikum, rummer også store udfordringer ifølge professor Anne Scott Sørensen.

- Man taler meget om at relevantgøre kultur og kulturarven, så den relaterer sig direkte til dig og mig lige her og nu. Men hvis folk vænnes til, at de ikke kan se en flintesten uden at det gøres tydeligt, hvad det betyder for dem lige nu og her, så risikerer man at miste forbindelsen til historien og evnen til at gide beskæftige sig med noget, der er anderledes og fremmed i forhold til nutiden. Så bliver brugerinddragelsen en noget overfladisk demokratisk øvelse, vurderer hun.

Professor Anne Scott Sørensen lægger samtidig ikke skjul på, at landets kulturinstitutioner står midt i en vanskelig balancegang, når det handler om at eksperimentere med brugerinddragelse. 

- Man vil gerne nå bredt ud – helst også til dem, der sjældent kommer på kulturinstitutionerne i dag – og selvfølgelig også inddrage brugerne i mere fordybende, forpligtende og knap så bredt appellerende tiltag. Men når det kommer til stykket, så ved både vi forskere og institutionerne endnu ganske lidt om, hvad borgerne forstår ved og får ud af kultur og deltagelse, forklarer hun og påpeger slutteligt: 

- Trods snart et årti med fokus på at gøre kultur relevant for alle, så er det stadig ca. en tredjedel af landets borgere, som sjældent eller slet ikke kommer på kulturinstitutionerne. Det ville være interessant i det videre arbejde med kulturel deltagelse at finde ud af, hvad den gruppe borgere egentlig foretager og forestiller sig i forhold til kunst og kultur.

Topfoto: Gæster på SMK genskaber maleriet i venstre hjørne af billedet; Fra et romersk osteria af Carl Bloch. Foto: SMK