Hvordan ved vi, hvad vi ved?

I tider hvor fake news får så meget opmærksomhed, at begrebet blev årets ord i 2017, virker det overordentlig væsentligt at undersøge i dybden, hvordan vi egentlig tænker og taler om viden? Og hvordan vi vurderer andre som troværdige ved at tilskrive dem viden eller det modsatte?

Disse spørgsmål har filosof og lektor Mikkel Gerken fra Institut for Kulturvidenskaber på SDU knoklet med de seneste ni år. Fredag 18. maj blev han tildelt den højeste akademiske grad – doktorgraden i filosofi – for sin doktordisputats On Folk Epistemology. How we think and talk about knowledge.

Almindelige menneskers viden

SDU-lektor Mikkel Gerken bringer filosofien et nyt sted hen med sin disputats, fordi han samarbejder med kognitive psykologer om at undersøge, hvordan vi almindelige mennesker tilskriver hinanden viden. Altså vurderer andre som troværdige og vidende eller det modsatte. Det er et relativt uopdyrket forskningsområde inden for filosofi.

Omdrejningspunktet for undersøgelserne er en filosofisk klassiker inden for erkendelsesteori; videnstilskrivelser forstået som ytringer med formen ”S ved at p”. For eksempel; Søren ved, at der er slik i skålen.

Den slags udsagn ligger forrest på tungen hos os fra en tidlig alder. At vide er et af de første mentale verber, vi lærer, og vi bruger det flittigt livet igennem. Nok især fordi vi foretrækker at stemme på, lytte til og samarbejde med folk ”der ved, hvad de snakker om”. At tilskrive nogen viden fungerer som social blåstempling, mens en person undermineres, hvis vi hævder, at han ikke ved det, han siger.

- Videnstilskrivelser spiller en vigtig rolle i vores dagligdagsvurderinger af ting og af hinanden, de guider og regulerer os i sociale fællesskaber. Derfor har de enorm retorisk magt. Når en præsident eksempelvis konkluderer, at vi nu ved, at Irak har masseødelæggelsesvåben, så indikerer han hermed, at man ikke behøver mere dokumentation, men er i position til at skride til handling,” forklarer lektor Mikkel Gerken.

Hvem ved hvad?

Netop derfor er en vigtig del af disputsen at opspore, hvilke systematiske fejlkilder der opstår, når vi intuitivt vurderer, hvem der ved hvad. Og her er der både gode og dårlige nyheder. Den gode først:

- Selvom vores vurderinger omkring viden i høj grad er intuitive, så er folks vurderinger ikke særligt upålidelige. Vi er faktisk ret gode til at afgøre, om folk ved noget eller ej, begynder lektor Mikkel Gerken og fortsætter:

- Men menneskehjernen har begrænsede kognitive kapaciteter, så almindelige mennesker benytter nogle genveje – såkaldte heuristikker (mentale ”tommelfingerregler”, som ofte er nogenlunde pålidelige, men som er systematisk fejlbarlige, red.) til at danne sig meninger om, hvem der ved hvad. Det bringer fejlkilder – også kaldet bias – ind i vores vurderinger.

Et eksempel; Under den tredje præsidentdebat mellem Hillary Clinton og Donald Trump hævdede Trump omkring hackingen af den Demokratiske National Komité (DNC):

I don’t think that anybody knows it was Russia … it could be Russia, but it could also be China. It could also be lots of other people. It also could be somebody sitting on their bed that weighs 400 pounds, OK? You don’t know who broke into the DNC.

Ved at lægge så stor vægt på fejlmulighederne virker Trump intuitivt overbevisende. Studier indikerer, at lægmænd vil være tilbøjelige til at mene, at Trump har en pointe, fordi han bringer en række fejlkilder frem. Men Trumps retoriske kneb skaber en overdreven tendens til at tro, at vi ikke har viden om ting, som vi rent faktisk har viden om.

Lektor Mikkel Gerken uddyber:

- Almindelige mennesker har en tendens til at fokusere på fejlmuligheder, så hvis de nævnes, opfatter vi dem som relevante. Men viden er jo ikke på den måde ufejlbarlig. Man kan ikke udelukke viden, fordi det også kunne være på en anden måde. Og det er jo urimeligt ikke at handle på viden om, at demokraterne er blevet hacket.

Journalistikkens fejlkilder

Også journalistikkens genvej til at rapportere om, hvem der ved hvad – balancekriteriet om, at modstridende synspunkter skal repræsenteres ligeværdigt – har indbyggede fejlkilder, fordi det bliver obskurt, hvem der egentlig ved, hvad de taler om.

-Journalisterne er egentlig glade for deres balancenorm, fordi den både tjener som objektivitetskriterium og har indbygget konflikt, hvilket giver et godt narrativ i nyhedsformidlingen. Men problemet er, at når lægfolks syn på faktuelle forhold repræsenteres på lige fod med autoriteter, så tror folk bare på det, de ved i forvejen. Tænk bare på en mangeårige debat om global opvarmning, siger han.

Gerkens næste projekt, som han for nylig modtog en DFF-bevilling til, er at udvikle en række principper for videnskabsformidling som kan bidrage til at sikre, at befolkninger har den mest pålidelige information om store temaer i samfundet.

Hvis projektet går godt, kan man måske tillade sig at håbe på, at fake news ikke kommer i spil som årets ord i fremtiden.