Litteraturvidenskab får to nye professorer

Efter flere år uden en professor, får Litteraturvidenskab ved Institut for Kulturvidenskaber ikke bare én - men to - nye professorer, da Søren Frank og Anders Engberg-Pedersen er udnævnt til nye professorer i litteraturvidenskab.

De glæder sig til at fortsætte deres allerede gode samarbejde og vil blandt andet arbejde for at synliggøre, hvorfor litteraturvidenskab og humaniora er ekstra vigtigt, som vores samfund er indrettet i dag. 

Hvad glæder dig ved at blive professor –
og hvad glæder du dig til?

Søren Frank: - I min studietid på SDU var et professorat egentlig ikke noget, jeg gik og drømte om, måske fordi jeg er fra en ikke-akademisk familiebaggrund. Dengang virkede det vel nærmest urealistisk og uopnåeligt. I de senere år har jeg så måske nok håbet, at det kunne lykkes, men aldrig turdet forvente noget, for jeg har mange virkelig dygtige fagkollegaer. Nu er jeg er meget ydmyg og går samtidig rundt med en vildt dejlig fornemmelse, jeg har ikke været så glad og stolt, siden jeg fik børn. Som professor glæder jeg mig til at sætte litteraturvidenskab på SDU ekstra meget på landkortet både i forhold til biblioteker og øvrige nationale og internationale samarbejdspartnere. 

Anders Engberg-Pedersen: - Jeg er selvfølgelig enormt glad, og har som belønning givet mig selv lov til at læse en roman af ren lyst, nemlig Lykke-Per om de store projekters forlis. Det er sund læsning. Jeg er også meget ydmyg, fordi der er ganske mange dygtige litterater, som er på professorniveau. Når man udnævnes indefra, skaber udnævnelsen ikke helt så store forandringer, som hvis man kommer udefra. Man er jo allerede i gang og mange af de projekter vil fortsætte. Vi taler og samarbejder allerede meget på litteraturvidenskab, så der er mere tale om en videreudvikling end noget helt nyt. Men jeg glæder mig til at søsætte nye spændende projekter og vil bidrage til at tiltrække et flow af førende internationale forskere til SDU.

Hvad kommer de nye professorater til at betyde?

Søren Frank: - Jeg er stolt på uddannelsens vegne, fordi udnævnelserne sender et tydeligt signal til vores studerende om, at deres uddannelse er vigtig, og vi som institut gerne vil den. Vi er ikke så mange litteraturprofessorer, så det er vigtigt, at Litteraturvidenskab på SDU nu har to. Jeg vil fortsætte med at tegne faget og i forhold til uddannelser vil jeg gerne udfordre tankegangen om, at undervisning i litteratur i gymnasieskolen skal være så nationalt fokuseret, når nu både forfattere skriver og mange læser på tværs af grænser. Der mangler et fag, hvor man kan læse litteratur i et sammenlignende og tværnationalt perspektiv. Det er også vigtigt, fordi vi uddanner mange rigtig dygtige studerende, som har svært ved at komme hurtigt i arbejde, fordi de pt. er udelukket fra at søge ind i gymnasieskolen.

Anders Engberg-Pedersen: - Jeg håber selvfølgelig, at mit professorat kan bidrage til at åbne døre til forlag, fonde og andre forskere - også for min kollegaer, så det gavner miljøet. Samtidig vil jeg fortsætte mit forskningspolitiske arbejde med at synliggøre, hvordan og hvorfor humaniora er vigtigt, som vores samfund er indrettet i dag. Da jeg i 2012 kom tilbage til Danmark efter en del år på universiteter i USA og Tyskland, var det som at få en kold spand vand i hovedet at høre, hvordan man i offentligheden talte om humaniora. Der står en anden respekt om humanistisk forskning i andre lande. Derfor er det vigtigt for mig, at vi tager skeen i den anden hånd og byder trods i forhold til bashingen af humaniora. Det sker bl.a. når jeg senere i år sammen med to kollegaer udsender bogen Verden ifølge Humaniora.

Hvad er din største styrke og din største last?

Søren Frank: - Jeg ser det ikke selv som en last, men en del andre betragter det tilsyneladende som et problem, at jeg drikker ca. to liter Coca-Cola Zero om dagen. Jeg drikker ikke kaffe og bruger cola som brændstof, særligt når jeg skal koncentrere mig om at læse og skrive. Mere fagligt, så er min største styrke alsidighed, jeg er både en god formidler og underviser, en dygtig og internationalt citeret forsker og har også flair for det institutionelle. 

Anders Engberg-Pedersen: - Jeg er meget kvalitetsbevidst, og det er nok både en styrke og en last. Tingene skal være ordentlige, ellers bliver jeg virkelig utålmodig. Jeg bilder nu mig selv ind, at jeg er noget mere tilgivende overfor andre end over for mig selv på det her punkt. Og kaffe er nok et meget godt eksempel på, hvordan styrker og laster spiller sammen hos mig. Jeg er ekstremt god til at drikke kaffe, men den skal altså være god. Derfor gør det nogle gange lidt ondt at bo i det her land, hvor en lille cortado koster en halv roman.

Hvilket spørgsmål vil du allerhelst finde svar på som professor?

Søren Frank: - Det må være, hvordan får vi flere mennesker i Danmark og verden – herunder vores politiske ledere - til at læse flere gode bøger. Når du læser den gode verdenslitteratur, får du udvidet dit perspektiv, fordi du sætter dig ind i andre menneskers tanker og tænkemåder. Med det afsæt kan man bedre navigere i kompleksitet og indgå i nuancerede diskussioner om, hvor vi skal hen samfundsmæssigt.

Anders Engberg-Pedersen: Et af de helt store spørgsmål for mig er: Hvordan kan det være, at vi som de eneste dyr i den her verden udviklede os sådan, at selvopfundne verdener - kunsten er et godt eksempel - betyder så meget for os. Det er i sagens natur et spørgsmål, som jeg ikke selv kommer til at finde svar på, og der kommer nok aldrig et fuldstændigt svar. Men jeg prøver da at byde ind med mindre delsvar. For eksempel i mit nuværende forskningsprojekt, hvor jeg undersøger, hvad der sker, når dele af kunstens verden overtages af krigsapparatet.

Hvordan håber du, at andre mennesker kan få gavn af din forskning?

Søren Frank: - Litteratur og andre former for formidlede erfaringer indeholder et reservoir af livsviden, som kan lære os noget – uanset om vi er optagede af klimakrise, migration eller andre udfordringer. Jeg vil gerne bedrive litteraturvidenskabelig forskning, som åbner sig mod verden og giver flere en klar fornemmelse for, hvad litteraturen kan.

Anders Engberg-Pedersen: - På det overordnede plan handler det for mig om at skabe nogle historiske rammer for at forstå de problematikker, som vi har i dag. Mere konkret, så har jeg arbejdet med krig i en periode, hvor Danmark igen er blevet en krigsførende nation efter mange års pause. Når krig undersøges gennem litteratur og kultur, så træder de menneskelige erfaringer frem og ud af den skygge, som overordnede politiske og militære diskussioner om magtbalancer og strategier ofte sætter dem i. Det perspektiv er meget vigtigt at få frem, særligt i disse år.

Hvem beundrer du mest og hvorfor?

Søren Frank: - Salman Rushdie, fordi han er en brillant forfatter, og fordi han - selvom han i mange år levede under beskyttelse - har stået fast på nogle vigtige principper i forhold til etik og ytringsfrihed. Med fatwa’en i 1989 bliver Rushdie nærmest et forvarsel og ikon på den tid, som vi har levet i efter 11. september 2001. Han blev en forløber for både terrorangreb og Muhammed-krisen i en tid, hvor ingen anede, hvad der var på vej.

Anders Engberg-Pedersen: - Det må være Monsieur Swann, som er en vidunderlig karakter i Marcel Prousts På sporet af den tabte tid. Han er gennemgående både brillant og underspillet, han bevæger sig i de mest eminente kredse og lader aldrig et ord falde om det. Samtidig har han en fuldstændig enestående evne til at fortrænge, at hans elskerinde bedrager ham med halvdelen af Paris, selvom han udmærket ved det. Den selvudslettelse og bizarre evne til at fortrænge går ham eminent elskelig.

Hvad er det bedste værk du har læst - og det værste?

Søren Frank: - Jeg er nødt til at sige Moby-Dick af Herman Melville som det bedste. Selvom den er skrevet i 1851, er den et kondensat af fortid, nutid og fremtid, der foregriber den verden, som vi lever i i dag og samtidig skaber den fascinerende billeder af fortiden og nutiden. I forhold til det værste værk, så ligger det ikke til mig at huske på den slags.

Anders Engberg-Pedersen: - Det er svært kun at vælge ét bedste værk, der findes jo virkelig mange fremragende værker på hver sin måde. Et værk kunne være Aleksandr Pushkins Evgenij Onegin, som jeg genlæste på russisk for ikke så længe siden. Mage til overskud både sprogligt og opfindsomhedsmæssigt har jeg ikke oplevet andre steder. Som læseoplevelse er det svært at overgå.
I forhold til værste værk, så er mit udgangspunkt, at livet er for kort til dårlige bøger, så dem læser jeg sjældent til ende.