Alexander Brem udnævnt til æresprofessor på Syddansk Universitet
Alexander Brem er blevet tildelt et æresprofessorat ved Mads Clausen Instituttet på Syddansk Universitet – et institut, han allerede har haft afgørende betydning for. Æresprofessoratet åbner op for et endnu tættere samarbejde mellem Syddansk Universitet og Üniversität Erlangen-Nürnberg (FAU).
- Han er ambitiøs, passioneret, har en fantastisk humoristisk sans og så er hans videnskabelige arbejde helt og aldeles enestående.
Sådan lyder karakteristikken af professor Alexander Brem fra leder af Mads Clausen Instituttet Horst-Günter Rubahn. Han er også begejstret over, at den tyske professor i Technology Management nu er blevet tildelt et æresprofessorat ved Mads Clausen Instituttet på Syddansk Universitet.
En gammel kending vender hjem
Selvom Alexander Brem fortsat kommer til at have sin daglige gang på FAU's campus for teknologi, så betyder titlen som æresprofessor, at han bliver tæt knyttet til Mads Clausen Instituttet i Sønderborg. Her var han fra 2014-2016 leder af SDU Innovation and Design Engineering.
I sin tid på Mads Clausen Instituttet satte han sine tydelige spor og var blandt andet med til at lægge grunden for SDU MCI Innovation Lab, som slog dørene op for offentligheden i maj måned.
- Vi har fået en appelsin i vores turban. Alexander Brem er et fyrtårn i det videnskabelige landskab i Sydtyskland. Ved at koble ham tæt til SDU og MCI via af dette æresprofessorat, kan vi fortsat drage nytte af hans mange ideer og enorme netværk, siger Horst-Günter Rubahn.
Han fortæller videre, at æresprofessoratet baner vejen for udvekslingsaftaler, som giver de studerende på Syddansk Universitet tilgang til den nyeste viden og metoder inden for innovationsmanagement.
Han fortæller videre, at æresprofessoratet baner vejen for udvekslingsaftaler, som giver de studerende på Syddansk Universitet tilgang til den nyeste viden og metoder inden for innovationsmanagement.
Imponerende CV
På trods af sine blot 38 år, har Alexander Brem allerede opnået meget. Han færdiggjorde sine studier i business administration ved FAU, hvor han også tog en overbygning i entreprenørskab. Efter at have fuldført sin uddannelse i 2004,blev han medstifter af konsulentfirmaet VEND, mens han på halv tid fungerede som PhD-studerende. Fra 2007-2011, efter at have modtaget en doktorgrad, arbejdede Alexander Brem fuld tid som daglig leder og konsulent for hightech-virksomheder i sit eget firma.
I denne periode sluttede han sig også til startup-teamet bag biotech-firmaet Agrolytix med hvem han som CEO vandt både den internationale Sciense4Life-konkurrence og en konkurrence i Business Plan i den tyske delstat Bayern. Fra 2011 til 2014 fungerede Alexander Brem som adjunkt hos FAU, inden han blev udnævnt til professor i Technology and Innovation Management ved Mads Clausen Instituttet i Sønderborg.
Siden 2016 har Alexander Brem været ansvarshavende leder for Technology Management ved FAU. Derudover, er han CCSR international research associate ved DeMontfort Universitet i England, visiting professor ved EADA Business School i Barcelona, Spanien, og HHL School of Management i Tyskland. Brems videnskabelige arbejde fokuserer på teknologi- og innovationsmanagement med et specielt fokus på tværfaglige links til kreativitet og entreprenørskab.
Alexander Brem har 188 videnskabelige publikationer på sit CV, heriblandt 13 bøger og 88 artikler i højt respekterede videnskabelige tidsskrifter. Hans æresprofessorat trådte i kraft den 1. maj 2017.