Skip to main content
DA / EN

En astronaut er faret vild i rummet

og andre underlige opgaver for nørdede ingeniører er SDU Mechatronics' bidrag til den berømte og højt respekterede bagside af Ingeniøren.

Det danske tidsskrift Ingeniøren udkommer en gang om ugen primært for ingeniører og forskere, men også for studerende og undervisere – ja faktisk for alle, der interesserer sig for naturvidenskab og teknologi. Bagsiden af Ingeniøren er berømt og respekteret for sin humoristiske og skæve tilgang til alle mulige underlige emner, der kræver nærmere undersøgelse; og ofte foranlediget af læserne selv. I 2018 rakte Ingeniøren ud til universiteterne for at få dem til at levere underlige/alternative/sjove/mærkelige spørgsmål, der er tilstrækkeligt nørdede til at komme på bagsiden! Lige siden har SDU Mechatronics været en af de flittigste leverandører af opgaver.

- Den ideelle ‘bagside-opgave’ skal kunne forklares i få vendinger og straks forstås af læseren, siger Lektor Bjarne Schmidt, som i de seneste år har leveret mange opgaver.

-Alligevel skal løsningen ikke være alt for indlysende. Det bedste er, når læseren starter med at tænke, at der mangler information for at kunne løse opgaven!

Det er ikke hensigten, at løsningen skal kræve særlig specialistviden – et åbent sind, en kreativ tilgang og fra tid til anden lidt matematisk snilde bør være nok. Læserne får mulighed for at diskutere deres tanker og løsningsforslag med hinanden i et diskussionsforum på tidsskriftets hjemmeside, og ofte afleder det en masse inspirerende debat. Løsningen offentliggøres så i næste nummer af Ingeniøren.

Et eksempel på en bagsideopgave handler om en astronaut, der er faret vild et eller andet sted i vores solsystem. Ved hjælp af en tommestok (med kendt masse) som eneste måleredskab og et stykke snor med kendt vridningskonstant, skal læseren kunne finde frem til, hvilken planet astronauten er havnet på.

- Det er ikke altid let at få gode idéer til den slags opgaver, indrømmer Bjarne Schmidt. Man kan simpelt hen ikke fremtvinge idéerne. Nogle gange bliver jeg inspireret, mens jeg underviser, andre gange mens jeg læser et videnskabeligt tidsskrift eller når jeg er ude at handle i det lokale supermarked. For eksempel har jeg netop færdiggjort en opgave, som jeg blev inspireret til, mens jeg lavede tomatsuppe hjemme i mit køkken. Opgaven bliver formentligt bragt i Ingeniøren om et par måneder. Forhåbentligt vil opgaven også give anledning til en masse god debat på hjemmesiden, siger Bjarne Schmidt med et finurligt grin.

Faktaboks

Det danske tidsskrift Ingeniøren udkommer hver fredag og har omkring 150.000 læsere. Det kan også læses online på Ing.dk.
Redaktionen afsluttet: 30.01.2020