Skip to main content

Fei Ding troede ikke sine egne øjne – modtager 1,9 millioner kroner fra Villum Fonden

Villum Fonden har ladet en sand pengeregn risle ned over det danske forskermiljø. Fei Ding fra SDU Nano Optics under Mads Clausen Instituttet var én af de glade modtagere. Den unge Postdoc’er modtog 1,9 millioner kroner til projektet "Spinning single-photons with metasurfaces".

Fei Ding, som er postdoc ved centret Nano Optics under Mads Clausen Instituttet, måtte gnide sig ikke blot én, men to gange i øjnene, da han i sidste uge modtog en mail fra Villum Fonden. Og selv da, kunne han stadig ikke tro på, hvad han læste.

Derfor videresendte han mailen til sin kone, som kunne forsikre ham om, at den var god nok: Han havde netop fået bevilliget 1,9 millioner kroner til projektet "Spinning single-photons with metasurfaces".

Hvad titlen på projektet dækker over skøjter vi let henover, for når en kvantefysiker som Fei Ding selv indrømmer, at ”det er er kompliceret”, så kræver det altså lidt større hovedbrud end den store Kryds & Tværs i Søndags-Berlingeren. Kort opsummeret, handler det dog om, hvordan en foton, genereret af nanostrukturer fra en uhyre lille mængde diamant, kan manipuleres og opføre sig på specielt strukturerede overflader. Og det er interessant hvorfor? Jo, det er det fordi, at dette kan bruges i kvantecomputere. Fotoner opererer i modsætning til en klassisk computers hukommelse ikke med bits, men med qubits. På den måde kan kvantecomputeren foretage mange samtidige beregninger.

Især matematiske problemer, hvor man er nødt til at prøve sig frem for at finde den rigtige løsning til en opgave vil kunne drage nytte af en kvantecomputer. Fremtiden kvantecomputere vil kunne løse opgaver, som ville være utænkelige for de computere som vi kender i dag.

Et kæmpe skulderklap

Bevillingen betyder enormt meget for Fei Ding, både på et professionelt og personligt plan.

- Jeg er en ung forsker inden for dette felt, så det er en fantastisk start for mig. Det er en form for anerkendelse ikke blot af mig, men også af mit arbejde. Det er en indikation af, at jeg er på den rette vej – at jeg har valgt det rette forskningsfelt.

- Samtidig er det et kæmpe rygstød. Det giver et kæmpe moralsk boost og gåpåmod, når man så tidligt i karrieren modtager sådan en bevilling.

Fei Ding sender samtidig en stor tak til Susanne Kjelstrup, som han betegner som en uvurderlig hjælp i forbindelse med udformningen af ansøgningen. I samme ombæring takker han endvidere leder af Nano Optics, Sergey I. Bozhevolnyi. Sergey I. Bozhevolnyi er en sand pioner inden for plasmonics, og var i 2017 på listen over Highly Cited Researchers, som Web of Science står bag.

- Sergey har været en kæmpe støtte under hele udarbejdelsen af dette projekt. Han har hjulpet mig med at sætte retningen for forskningen. Han har også hjulpet mig med at gøre denne projektansøgning så god som mulig.

Akademisk hæder er ikke helt ukendt for Fei Ding. Tidligere på året modtog han PIERS 2018 Toyama Young Scientist Award (YSA).

 

 

Redaktionen afsluttet: 20.09.2018