BHJ forskerpris til Morten Madsen
Den 5. februar 2016 modtog Lektor Morten Madsen BHJ Fondens forskerpris 2016. Forskerprisen anerkender Mortens aktiviteter, der har gjort regionen til et fyrtårn i organisk solcelleteknologi.
Fra 2011 har Morten med stor succes opbygget gruppen ’Organic Photovoltaics’ ved Mads Clausen Instituttet. Hans gruppe består i dag af seks ph.d.-studerende og to postdocs, der beskæftiger sig med såvel nationale som internationale projekter. Aktiviteterne i gruppen er netop udvidet med et stor-skala rulle-til-rulle-anlæg, som Morten står i spidsen for. Det nye anlæg åbner nye muligheder for at opskalere produktion af organiske solceller.
Under prisoverrækkelsen understregede Morten, at den store forskningsmæssige udfordring er, at effektiviteten i solceller falder jo større de bliver. Og dette vil gruppen fremover beskæftige sig med.