400 elever i Forskningens Døgn-konkurrence på SDU. Jacob Riising er vært.
SDU sætter gang i Forskningens Døgn på universitetet med en stort anlagt konkurrence for skoleelever. Jacob Riising fra tv er vært for de 400 elever.
Overalt i landet fejres Forskningens Døgn i denne uge på viden institutioner, skoler, biblioteker og mange andre steder. På SDU i Sønderborg foregår aktiviteterne fredag d. 24. april, og dagen skydes i gang med Projektmesterskabet - en mini-forskerfight for folkeskoler. Konkurrencen foregår i koncertsalen på Alsion kl. 10-14.
Her dyster elever fra 7.-8. klasse om at præsentere det bedste mini-forskningsprojekt bestående af et emne, eleverne har arbejdet med i skolen. Forud for konkurrencen har elever fra skoler i Sønderborg Kommune indsendt finalebidrag til tre professorer fra SDU. De har gennemgået de mere end 80 bidrag og fundet otte finalister, der skal stå på scenen på fredag og præsentere deres mini-forskningsprojekter. Alle finalisters klassekammerater, cirka 400 i alt, er med som publikum.
Jacob Riising er vært
Vært på dagen er Jacob Riising, som de fleste kender fra MGP og DR Ultra. Jacob fører publikum sikkert – og med masser af humor - igennem konkurrencen. Konkurrencens dommere består af de tre professorer fra SDU, der har udvalgt finalisterne. Der kåres to vindere i konkurrencen af hhv. dommere og publikum. Publikum kårer sin vinder ved sms-afstemning, og der er præmier til begge vindergrupper.
Fokus på forskning
Selv om formen på konkurrencen er inspireret af tv’s underholdningsshow X Factor, er der i Projektmesterskabet i høj grad fokus på forskning og videnskab. Konkurrencens dommere præsenterer deres forskning, og samtlige 15 tilmeldte skoleklasser skal derudover på rundvisning på SDU og Alsion, hvor de undervejs vil høre om spændende forsknings- og studieprojekter, præsenteret af studerende og forskere fra SDU. Mads Clausen Instituttets Science Show kommer ligeledes og præsenterer fysik show for publikum.
Projektmesterskabet er arrangeret i samarbejde med House of Science.
For yderligere information, kontakt projektleder Lise Kanstrup, TEK Kommunikation, Syddansk Universitet på tlf. 6550 1651 eller lise@mci.sdu.dk.