Ros til Innovation & Business på alumne-seminar
En stor flok dimittender og nuværende studerende deltog i det første alumnearrangement for civilingeniøruddannelsen Innovation and Business. Repræsentanter fra industrien fremhævede kandidaternes evne til at kommunikere og navigere i virksomhederne.
-Innovation and Business-ingeniører har et talent for kommunikation, da de både er i stand til at skabe en forståelse for organisationen, men også for det tekniske område. De er gode til at navigere i virksomheden og opbygge netværk meget hurtigt. Sådan lød budskabet fra flere forskellige repræsentanter fra industrien, da flere end 40 tidligere og nuværende studerende fra Innovation and Business mødtes til et alumneseminar, hvor formålet var at gøre status på, hvor kandidaterne har gjort karriere indtil nu – samt knytte bånd til tidligere studiekammerater.
Flere I&B-kandidater præsenterede deres nuværende karrierestilling, som spænder lige fra forretningsudvikler til innovationsingeniør og forsker. Derudover var der indlæg fra industrien ved Kirsten Nielsen fra Siemens Wind Power og Michael Jensen fra Danfoss Silicon Power.
Lys fremtid for kandidater og uddannelse
Ligesom der var mange roser til kandidaterne og deres kompetencer, blev der i løbet af aftenen også talt positivt om selve uddannelsen. Blandt andet diskuterede gæsterne grundigt de nye studieplaner på bachelor- og kandidatniveau. Her pegede flere på, at det er vigtigt af at sikre synligheden af de tekniske kurser, da de øger dimittendernes værdi for industrien.
Med en positiv stemning blev aftenen rundet af med god mad og en følelse blandt gæsterne om, at uddannelsen i Innovation and Business er meget vigtig for den teknologiske fremtid – den omfavner og forbinder teknologi, innovation og god forretningsledelse.
Det var Allan Larsen, selv civilingeniør i Innovation and Business, der havde taget initiativ til alumneseminaret. Allan Larsen arbejder i Siemens Wind Power som Internal Project Manager.