Skip to main content
DA / EN

SDU Sønderborg får godkendt diplomingeniøruddannelse i Elektronik

I december godkendte Uddannelses- og Forskningsministeriet to nye uddannelser i form af en KA og en BA i elektronik, som begge udbydes fra indeværende år på SDU Sønderborg. I dag kom så endnu en godkendelse fra Søren Pinds ministerium, nemlig diplomingeniøruddannelsen i elektronik.

Der er mangel på ingeniører i Region Syddanmark. I Sønderborg området alene har en rapport konkluderet, at den omkringliggende industri kommer til at mangle 800 akademikere i 2020, hovedsageligt inden for elektronik, mekatronik og IT.

I december 2017 kunne virksomhederne imidlertid glæde sig over, at SDU Sønderborg fik godkendt to nye uddannelser i form af en KA og en BA i elektronik, og i dag faldt så endnu en appelsin i universitetets turban, da Uddannelses- og Forskningsministeriet også godkendte diplomingeniøruddannelsen i elektronik.

Diplomingeniøruddannelsen er generelt attraktiv for unge mennesker, da den er yderst erhvervsrettet og gør dem klar til arbejdsmarkedet allerede efter tre et halvt år.

- Vi er rigtig, rigtig glade for godkendelsen af diplomingeniøruddannelsen, fortæller Henning Andersen, som er uddannelsesdirektør for Det Tekniske Fakultet på SDU.

Han fortæller videre, at begejstringen skyldes, at SDU nu kan tilbyde hele paletten af ingeniøruddannelser inden for elektronik.

- Vi ved af erfaring, at nogle unge er interesserede i diplomingeniøruddannelsen, andre i civilingeniøruddannelsen. Det har vi blandt andet set inden for mekatronik.

At SDU Sønderborg nu tilbyder elektronikuddannelser på alle universitetsniveauer betyder, at to af de største lokomotiver inden for dansk industri, Danfoss og Linak, nu får direkte adgang til en stor talentmasse inden for området.

Der forventes følgende optage på diplomingeniøruddannelsen i elektronik: 10 i 2018, 20 i 2019, 25 i 2020, 30 i 2021, 35 i 2022, 40 i 2023, 50 i 2024. Fra 2025 forventes optaget at stabilisere sig på 60.

 
Redaktionen afsluttet: 11.01.2018