Skip to main content
DA / EN

Elever fik ingeniørperspektiv på ligningerne

To klasser fra Sønderborg Statsskole skiftede klasselokalet ud med en foredragssal på Alsion og fik matematikundervisning på SDU – krydret med et særligt ingeniørperspektiv.

I løbet af august måned har to matematik A-hold fra 3. g på Sønderborg Statsskole ved tre lejligheder skiftet deres klasselokale ud med en foredragssal på SDU på Alsion. Eleverne modtog deres matematikundervisning, men med et ekstra perspektiv. Lektor Benny Lassen fra Mads Clausen Instituttet, SDU, deltog i slutningen af hver lektion med flere eksempler på, hvordan ingeniører arbejder med matematik.

 

Differentialligninger og brokollaps.

Det overordnede tema for de tre matematiklektioner var differentialligninger. Lærere fra Sønderborg Statsskole forestod selv undervisningen af elevernes pensum, hvorefter lektor Benny Lassen trådte til. Han satte blandt andet fokus på Newtons 2. lov og dens anvendelse inden for fremdrift af raketter, resonans i mekaniske systemer og dennes relation til kollapset af Tacoma Narrow broen i 1940 (bro i staten Washington, USA). Desuden præsenterede Benny Lassen sin egen forskning inden for deformerbare overflader, og hvordan differential ligninger er centrale for denne forskning.

Lærer Ingo Struve, der sammen med MCI havde arrangeret lektionerne, siger, at eleverne syntes godt om undervisning. Især var de ingeniørvidenskabelige indslag interessante for elever med fysik på A-niveau.

- Besøget på SDU har givet eleverne mulighed for at fornemme, hvordan det bliver, når de skal til at læse videre. De har set, at matematik ikke kun er noget, der finder sted på skolen, men at det er noget, som mange af dem kommer til at bruge i deres videre karriereliv, siger Ingo Struve.

 

Se flere billeder fra Statsskolens besøg på Facebook-siden for ingeniøruddannelsen Mechatronics.
Redaktionen afsluttet: 03.09.2015