Skip to main content

SDU-studerende: - Tjen penge på din støvede boremaskine

Det pipler frem med studenterstartups på SDU. Et af de seneste skud på stammen er virksomheden bag applikationen WeUse.dk, der gør det nemt, sikkert og trygt for dig at leje ting ud til folk i dit nabolag – og selv leje ting fra dem, hvis du f.eks. står og mangler en boremaskine.

”Vi lever i en tid med overforbrug, og vi har alle masser af ting stående som vi stort set aldrig bruger. Det kan være haveredskaber, køkkenudstyr, rejseudstyr og elektronik –alt fra et brætspil til en boremaskine. Vi har skabt applikationen WeUse, der gør det let for dig og andre at gøre brug af hinandens ting.”

Sådan lyder det fra én af hovedmændene bag virksomheden WeUse, Emil Busch. Udover studerende i Engineering, Innovation and Business, kan han nu også skrive entreprenør, med-stifter og virksomhedsejer på CV’et. 

Han fortæller videre, at der egentlig ikke er tale om et nyskabende koncept – der findes allerede pendanter i f.eks. Schweiz og Holland – men det er måden, WeUse griber det an på, som adskiller sig fra lignende virksomheder. 

”Vi vil samarbejde med boligforeninger og vil på den måde udbrede konceptet. Målet er 200.000 brugere på landsplan. For konceptet holder. Helt grundlæggende, så er det jo bare dumt at betale 700 kroner for en boremaskine, som du kun kommer til at bruge én eller to gange. Hvorfor ikke leje den for 30 kroner af en fra din boligforening? Eller hvis du allerede har en, hvorfor så ikke leje den ud og tjene en skilling?”

Vi skal ’brug og smid væk’-kulturen til livs

Rent faktisk, bliver en boremaskine i gennemsnitlig kun brugt 12-13 minutter i hele dens levetid, viser en undersøgelse. 

”Og det er jo spild af potentiale,” siger Emil Busch. Og så er vi fremme ved, hvad det hele handler om, nemlig cirkulær økonomi. 

”Selvfølgelig vil vi gerne tjene penge og kunne leve af vores virksomhed, men det handler også om, at vi som samfund bliver nødt til at bevæge os væk fra den herskende ’brug og smid væk’-kultur. Vi skal bruge de ting vi har så meget som muligt og i så lang tid som muligt.”

Unikke erfaringer

I forbindelse med udviklingen og etableringen af WeUse har Emil Busch været igennem en utrolig lærerig proces. 

”Du lærer ting som du ikke kan tilegne dig ved at læse i en bog. Du prøver teori af i praksis, når du bevæger dig ud i den virkelige verden. Kort sagt, oplever du, hvad der virker og ikke virker.

I forbindelse med etableringen af WeUse har jeg beskæftiget mig med marketing, økonomi og meget andet som jeg i forvejen ikke havde nogen erfaring med.  Og hvis der er noget, du ikke selv kan finde ud af, så må du finde og skabe kontakt til noget, der kan,” siger Emil Busch.

Kompetencer som industrien efterspørger

De kompetencer som Emil Busch har erhvervet sig i forbindelse med sit iværksættereventyr gør ham attraktiv for aktører på arbejdsmarkedet. Så selv hvis drømmen om egen virksomhed brister, er der ikke tale om skønne, spildte kræfter. 

Njal Pettit er chef for Technology Management & Innovation ved Danfoss og han siger, at processen tilføjer enorm værdi uanset om en startup bliver en succes eller ej.

”Det er guld værd for de studerende at mærke på egen krop, hvad det vil sige at lave en 360 grades analyse, beskæftige sig med ting, de ikke har prøvet før. I bund og grund handler det om klassiske LEAN-principper, hvor de studerende handler, får feedback, ændrer og forbedrer."

"Det handler om dialog med kunden, samarbejde med kolleger og være i stand til at lytte til hjælp. Lige meget, hvor teknisk dygtig du er, så nytter det ikke noget, hvis du ikke har nogle af disse kompetencer.”

Lucky Luke kan ikke få job på Danfoss

Chefen for Technology Management & Innovation ved Danfoss kalder disse kompetencer for ’21st century skills’, hvilket bl.a. dækker over begreber som kreativitet, omstillingsparathed og kritisk tænkning. 

”Samarbejde er nok én af de vigtigste kompetencer. Vi kan ikke bruge ’lonesome cowboys’, for lige meget, hvor dygtig du er, så rammer du på et tidspunkt din grænse, og her er det nødvendigt, at du er i stand til at række ud og få hjælp og vejledning og trække på erfaring fra eksterne partnere.”

”Når du studerer, så er du i et meget beskyttet miljø, men når du kaster dig over iværksætteri, så får du hår på brystet og tilegner dig nogle kompetencer, der er svære at tilegne sig på anden vis."

"For Danfoss handler det om at tiltrække de største talenter. I den sammenhæng er disse unge studerende meget interessante,” slutter Njal Pettit. 

SDU figurerer blandt de 30 % bedste iværksætteruniversiteter i verden på den internationale ranking-liste UBI Global, når det kommer til at engagere studerende i at starte deres egen virksomhed.

Redaktionen afsluttet: 03.07.2020