Skip to main content

Workshop om usikkerhed blev et sikkert hit

Over 25 forskere og industrirepræsentanter var mandag d. 27. april samlet for i forbindelse med workshoppen med titlen “Dealing with Uncertainty”. Det blev en dag med givtige indlæg og diskussioner, samt øget indsigt i et vigtigt emne.

- Det er svært at spå, især om fremtiden. 

Ovenstående er et citat, som ofte tilskrives Storm P, men hvis oprindelse er ukendt. Og netop fremtidsscenarier og håndtering af usikkerhed og det ukendte var omdrejningspunktet, da forskere fra Danmark og Tyskland, samt repræsentanter fra virksomheder var samlet til en otte times workshop mandag d. 27. april. 

Med titlen “Dealing with Uncertainty” diskuterede deltagerne, hvordan man forstår konceptet ’usikkerhed’, og hvorvidt virksomheder skal anskue det som et problem, som skal minimeres, eller en mulighed, der skal omfavnes og bruges til at forandre fremtiden og skabe en ny. 

Forandring er den nye konstant 

Verden bliver stadigt mere og mere uforudsigelig, ændringer er mere dramatiske og sker langt oftere og hurtigere end for blot 10 år siden. Det stiller krav til virksomhedernes evne til og mulighed for at reagere på forandringer. Spørg bare Blockbuster, Kodak eller Commodore. 

- Workshoppen var med til at give indsigt i, hvordan usikkerhed opstår og hvordan den kan sprede sig fra en enkelt person til et team eller en større gruppe. Men også, hvordan forskellige organisatoriske former eller strategier som ’prototyping’ kan medvirke til at skabe forandringer, lyder det fra adjunkt Ferran Giones fra SDU. Sammen med lektor Silke Tegtmeier, ligeledes fra SDU, er Ferran Giones initiativtager og organisatorer ad workshoppen. 

Workshoppen var organiseret af sektionen ’Technology Entrepreneurship and Innovation section’ ved SDU MCI i samarbejde med Institut for Entreprenørskab og Relationsledelse fra SDU Kolding. Det er tredje gang, at SDU Kolding og SDU Sønderborg går sammen om at arrangere workshops.

- Vi mærker en øget interesse fra vigtige spillere i industrien. Det har udmøntet sig i øget antal deltagere og også flere henvendelser fra virksomheder, hvor nogle blot ønsker at deltage, mens andre også har noget at byde ind med i forbindelse med fremlæggelser, siger Ferran Giones.
Adjunkt Ferran Giones fremhæver direktør for Danfoss e-steering, Vivek Menon, for et inspirerende indspark som keynote speaker ved arrangementet.

Næste workshop vil blive udviklet ud fra forslag og feedback fra workshop-deltagerne, samt en række af SDU’s samarbejdspartnere i regionen. Initiativet har bl.a. til formål at forstærke de allerede tætte bånd mellem SDU og den omkringliggende industri.

 

Redaktionen afsluttet: 05.05.2019