Familien Carstensens Tehandel
Er vi måske for små til at arbejde med bæredygtighed? Har vi tilstrækkelig med midler, tid og viden? Hvor skal vi starte? Hvad skal vi gøre? Hvem kan vi spørge? Hvad vil kunderne sige? Bekymringerne var mange, da Familien Carstensens Tehandel valgte at omstille virksomheden i en bæredygtig retning – men alle betænkeligheder er nu fejet af banen. Små og mellemstore virksomheder skal ikke holde sig tilbage fra at arbejde med bæredygtighed, mener administrerende direktør Jacob Carstensen – og at en virksomhed er lille, er faktisk en fordel, forklarer han. En lille virksomhed er agil, kan optræde fleksibelt og hurtigt afprøve nye ideer, og Jacob Carstensens understreger at: ”Det er ikke virksomhedens størrelse, der afgør, hvor langt du kan nå, snarere tværtimod.”
Virksomheder vil i fremtiden blive mødt med krav om, at de skal være bæredygtige, og virksomheder, der tager et ansvar, vil blive belønnet og anerkendt for deres indsats, mener Jacob Carstensen. Familien Carstensens Tehandel er meget interesseret i og åben overfor nye bæredygtige tiltag, ligesom de ikke er nervøse for at prøve ideer af. ”Vi kan ikke være first-mover på alt, men vi skal være helt oppe i front”,forklarer Jacob Carstensen. Han er klar over, at virksomheden ikke kan omstilles til at være fuldstændig bæredygtig, men han mener, at”[…] man må komme så tæt på, som man kan.”
Familien Carstensens Tehandel har i samarbejde med en japansk partner udviklet et 100% bio-nedbrydeligt tebrev, dvs. alt fra tepose, snor og mærkat er komposterbart. Tebrevet er blevet positivt modtaget af kunderne, der har stor fokus på bæredygtighed og som efterlyser bæredygtige produkter. Jacob Carstensen forklarer: ”Lidt større kunder som hoteller, køkkener, flyselskaber osv., de har jo helt klare krav både til økologi osv.[…] De søger også produkter, som kan leve op til deres høje krav.” Udviklingen af tebrevet har dog ikke været uden forhindringer og er blevet dyrere end forventet. Jacob Carstensen ser dog sådan på det: ”Vi må betale det, det koster i opstart, for det er en nødvendighed for os. Og dem, der tager de første skridt, betaler jo for det.”
Familien Carstensens Tehandel engagement i bæredygtighed rækker udover salget i deres detailforretning. Virksomheden har varslet deres større kunder om, at hvis de fremadrettet ønsker prisaftaler, skal de arbejde henimod at blive mere bæredygtige. Jacob Carstensen forklarer, hvordan virksomheden er gået i dialog med kunderne om netop det: ”Vi forklarer kunderne, at vi har bekendt os til bæredygtighed. Nu arbejder vi konkret med det, og det betyder nogle tiltag internt, ligesom det betyder nogle tiltag overfor ansatte og kunder.” Kunderne har taget godt imod Familien Carstensens udmelding, der ofte falder fint i tråd med kundernes egne politikker og strategier om bæredygtighed.