Skip to main content
DA / EN
Artikel

ESG og krig præger billedet på feltstudietur

En flok studerende fra SDU har været på feltstudietur til Finland og Estland. To studerende fortæller, at den grønne omstilling og den russiske trussel – med ulige fordeling - præger billedet i de finske og estiske virksomheder og forsyningskæder.

Finske virksomheder tænker bæredygtighed ind i alle aspekter af forretning og forsyningskæde; mens estiske virksomheder er mindre optagede af ESG og mere fokuserede på at forberede sig på, at den russiske trussel bliver til virkelighed. Sådan lyder den forenklede konklusion fra de to deltagere på feltstudiet fra Syddansk Universitet HA-studerende Alberte Mørch Lavendt og cand.merc. studerende Thomas Kirkeby Matthiassen.

Det grønne Finland
”Vi besøgte blandt andet den store finske virksomhed Fiskars, som blandt mange andre opkøb de seneste år har opkøbt de hæderkronede danske brands Royal Copenhagen og Georg Jensen”, fortæller Alberte og tilføjer: ”Fiskars tænker på linje med mange andre finske virksomheder bæredygtighed ind i alt, hvad de foretager sig. Jeg var meget imponeret af, hvor strategisk tænkende hele organisationen er, og i hvor høj grad Fiskars formår at skabe sammenhæng i alle dele af værdikæden. Det er samtidig tydeligt for mig, at den russiske trussel og Nato også spiller en stor rolle. Finnerne forbereder sig hver dag på krig. Så der er både en glæde for eksempel forbundet med den bæredygtige udvikling og en anspændthed forbundet med krigstruslen”.

Thomas supplerer Albertes observationer: ”Krigen mellem Rusland og Ukraine fylder meget. Jeg får det indtryk, at finske virksomheder og myndigheder er meget optagede af, hvordan de bedst sikrer forsyninger i tilfælde af krig”.

Han fortæller, at Finland importerer cirka 80 procent af alle varer, og at en stor del af den import foregår med skib via Østersøen. Skibstrafikken i Østersøen vil sandsynligvis blive hårdt ramt, hvis eller når en krig bryder ud, så det er en tydelig sårbarhed for de finske forsyninger. Der er tanker om at styrke togforbindelserne gennem Sverige og Norge som en alternativ forsyningslinje.

Han er helt på linje med Alberte i vurderingen af Fiskars Group: ”Fiskars Group har en stærk sammenhængende fortælling, og virksomheden ser ud til at have en imponerende strategisk sammenhængskraft på tværs af funktioner og lokationer. Vi hørte meget ensartede fortællinger fra ansvarlige ledere for ESG, udvikling, design og markedsudvikling, og da vi bevægede os fra hovedkvarteret i udkanten af Helsinki til en fabriksenhed en times kørsel væk, så var budskaber og signaler de samme. Det synes jeg var meget inspirerende at høre”.

Det kommercielle Estland
Mens finske virksomheder har meget fokus på den grønne omstilling, så er de to studerende enige om, at fokus i Estland er mere præget af et benhårdt kommercielt fokus og den russiske trussel.

”Det hedder ikke ’hvis russerne kommer’, men ’når russerne kommer’ i Estland. Det er mit indtryk, at den trussel fylder så meget i esternes bevidsthed, at den bæredygtige udfordring bliver mere sekundær. Estland er medlem af EU, og EU i fuld gang med at indføre skrappe ordninger, som alle – i hvert fald større - EU-virksomheder skal leve op til. Men det fylder altså langt mindre hos estiske virksomheder end, det gør i det finske og danske erhvervsliv”, fortæller Thomas og tilføjer: ”Vi forsøgte at udfordre esterne en del på det manglende bæredygtighedsfokus, og det virker på mig som om, de gemmer sig lidt bag ’russerne kommer’. Det er måske forståeligt nok. Men det er alligevel tankevækkende, at der kan være så stor forskel i forskellige EU-lande, hvor virksomhederne jo er underlagt de samme krav”.

”Finnerne er meget optaget af ESG, mens esterne er meget optaget af business og at tjene penge. Den russiske trussel er meget synlig i Estland. Vi var for eksempel forbi den russiske ambassade i Tallinn, og her var omgivelserne overdænget med ukrainske flag. Det er meget tydeligt, hvad esterne mener om krigen i Ukraine og den russiske aggression”, fortæller Alberte og supplerer:

”For mig var den største åbenbaring ved denne feltstudietur, at der er lande så tæt på os, hvor truslen om krig er så åbenlys og nærværende. I Danmark har vi et meget mere distanceret og tilbagelænet forhold til truslen om krig. Det er altså helt anderledes i Finland og ikke mindst Estland. Her fylder krigen næsten alt”.

Redaktionen afsluttet: 13.11.2024