Christinas kandidatuddannelse førte til lynkarriere ved ECCO
Under sin kandidatuddannelse på SDU Kolding besluttede Christina Volf at gå målrettet efter en stilling som Graduate hos en af landets helt store organisationer. Planen lykkedes, og i dag, 1½ år efter hun blev færdig som Cand.merc. i Forretnings- og Markedsudvikling, er hun godt i gang med at gøre lynkarriere i ECCO-koncernen.
Egentlig troede Christina Volf, at hun skulle være iværksætter og have sin egen virksomhed, og derfor startede hun med at læse HA Entreprenørskab og Innovation på SDU Kolding i 2015. Som en del af studiet var hun i praktik i en virksomhed, og det medvirkede til, at hun fik øjnene op for andre muligheder:
"Gennem HA’en var jeg hver onsdag i 2½ år i praktik i TEMP-TEAM, som er en stor international virksomhed. Det var jeg virkelig glad for, og jeg fandt ud af, at jeg syntes, det var vildt interessant at arbejde i så stor og kompleks en organisation, så jeg valgte også at skrive bacheloropgave for virksomheden", fortæller Christina Volf.
Samarbejdede med erhvervslivet
Christina Volf valgte i det hele taget at udnytte de mange muligheder for samarbejde med erhvervslivet, som HA-uddannelsen i Kolding giver, for at få noget praktisk erfaring og skabe et netværk. Bl.a. har hun flere gange deltaget i Business Lunch, hvor virksomheder kommer på SDU Kolding for at tilbyde et samarbejde med en studerende.
"Vi kunne komme helt tæt på virksomhederne og få en snak med dem. Det er lidt grænseoverskridende at skulle kaste sig ud i det i starten, men så snart du har gjort det nogle gange, så vænner du dig jo hurtigt til det", smiler den tidligere studerende.
På kandidatuddannelsen skrev hun flere afleveringsopgaver i virksomheder undervejs, og så skrev hun speciale for Carlsberg.
"Det har givet mig helt vildt meget i forhold til at forstå, hvordan en stor kompleks organisation opererer. Så muligheden for at have de her samarbejder med virksomheder undervejs, har været vigtig for mig, og at jeg så valgte så stor en organisation som Carlsberg at skrive speciale for, var en del af min strategi for at nå dertil, hvor jeg gerne ville, og hvor jeg er i dag", forklarer Christina Volf.
Og det med at lægge en strategi, sætte nogle mål, og så føre dem ud i livet, har hun altid været god til. Derfor var hun også på forkant med situationen, da hun efter endt uddannelse skulle have et job:
"Jeg havde hørt så meget godt om det at være Graduate i en stor virksomhed. Jeg vidste godt, der var rift om pladserne, og at de starter tidligt med at ansætte. Så da jeg gik i gang med mit speciale omkring januar, gik jeg også i gang med at søge de her Graduate-stillinger. Jeg søgte flere forskellige steder, og jeg er virkelig glad for, det blev ECCO, for jeg tror, det er vigtigt, at man synes, at slutproduktet er interessant. Desuden er ECCO jo enormt interessant, da vi ejer værdikæden selv og opererer i så mange regioner, hvilket gør virksomheden enormt multikulturel at arbejde i", lyder det fra Christina Volf.
Udfylder mange forskellige funktioner
Graduate-stillinger er et talentprogram og et springbræt til at blive leder, som de fleste store virksomheder har. Under Graduate-programmet kommer man rundt i en masse funktioner rigtig hurtigt, og ofte kommer man også til udlandet under forløbet. Christina Volf startede ved ECCO Sko på hovedkontoret i Sydjylland i Category Management, og efter et års tid kom hun til Amsterdam, hvor hun skal være indtil slutningen af marts 2022.
"Lige nu arbejder jeg i Global Sales/Global Business Development, hvor jeg har en hybridstilling, hvor jeg laver en hel masse forskelligt. Lige nu arbejder jeg på en strategi for vores ’Fast-to-Market-Drops’, der omhandler produkter, som har en kort leadtime. Derudover sidder jeg og arbejder på Sales Strategy, Code of Sales og andre spændende projekter, hvor jeg har daglig kontakt med vores regioner som Kina, USA, Canada, Europa, Middle East mv.", forklarer Christina Volf.
Headhuntet et halvt år før tid
Den ambitiøse Graduate skulle have været videre til New York, hvor hun skulle have været det sidste halve år af sit Graduate-program, men nu vender hun i stedet snart skosnuderne mod Danmark igen:
"Jeg fik tilbudt en stilling pr. 1. april, hvor jeg skal være EA (Executive Assistent) for vores Managing Director i ECCO Holding, så nu kommer jeg op at sidde i moderselskabet, hvilket bliver meget spændende og anderledes. Det at blive tilbudt at være EA til vores Managing Director i ECCO Holding, det er jo ikke en mulighed, der kommer to gange – eller til enhver, så det sagde jeg ja til. Jeg skal arbejde tæt med ham omkring alle de projekter, som vi gerne vil have ud at leve, og som både involverer ECCO Sko, men også alle de andre forretningsområder, som ECCO Holding råder over. Det glæder jeg mig meget til", lyder det fra Christina Volf.
Christina Volf’s tips til kommende og nuværende studerende:
- Vælg den uddannelse, du synes er interessant. Det kan godt være, der ikke lige er en fast stilling, som du tænker: ”Det er det, jeg bliver til med denne uddannelse”. Men med eksempelvis en HA og en cand.merc. får du så mange kompetencer, at det ikke bare er én ting, du bliver til. Du kan vælge at arbejde med marketing, forretningsudvikling, strategi, ledelse osv. Det er enormt bredt.
- Sørg for under studiet at komme ud i studiejobs, praktik og find nogle virksomheder at skrive opgaver for. Send en ansøgning til et studiejob, kontakt dem, netværk osv. Også selv om det kan virke lidt skræmmende. Det værste, der kan ske, er, at du får et nej, men så er du jo lige langt. Så det handler bare om at kaste sig ud i det, og du lærer så meget af det undervejs og tilegner dig nogle sociale kompetencer, som du kan bruge resten af livet.
- Vær ambitiøs og sæt dig nogle mål, og så kan det godt være at målet ændrer sig undervejs, men så har du tilegnet dig så mange kompetencer, at du altid kan bruge dem et andet sted.
Christina Volf
- 28 år og fra Kolding
- HA Entreprenørskab og Innovation, SDU Kolding
- Cand.merc. i Forretnings- og Markedsudvikling, SDU Kolding
- Graduate hos ECCO Sko siden september 2020
- EA for ECCO Holdings Managing Director fra 1. april 2022