Skip to main content
Ny rapport

Ukrainekrigen rammer dansk erhvervsliv hårdt

Coronapandemien slog hårdt, men ukrainekrigen slår hårdere. Det er hovedbudskabet i en ny rapport fra Syddansk Universitet. Den er skrevet af professor Kim Klyver og lektor Suna Løwe Nielsen, begge fra Institut for Entreprenørskab & Relationsledelse.

Selvom vi ikke ser lukkede butikker, tomme gader, folk med mundbind etc., så står vi i øjeblikket i en langt værre situation i dansk erhvervsliv, end tilfældet var under coronakrisen. Kriser skaber ofte både vindere og tabere, men den nye rapport tegner et dystert fremtidsbillede for dansk erhvervsliv. Under første bølge af coronapandemien var 38% af de danske SMV’er kriseofre med nedgang i omsætningen, mens 32% var krisevindere med omsætningsfremgang.

Forskerne har hen over sommeren i kølevandet på ukrainekrigens udbrud adspurgt de samme SMV’er om deres forventninger til omsætningen det næste år. Antallet af forventede kriseofre for ukrainekrigen svarer nogenlunde til første nedlukning under coronakrisen. Det er nemlig 35% af de danske SMV’er, som forventer en omsætningsnedgang.

Men ukrainekrigen afskiller sig på to afgørende punkter. For det første er der langt færre krisevindere med fremgang i omsætningen. Ifølge den nye rapport forventer kun 16% af de danske SMV’er fremgang det næste år. Det er lavt sammenlignet med de 32% under første bølge af coronapandemien.

Men endnu værre så rammer ukrainekrigen primært på omkostningssiden. Ikke på salgssiden. Og få går fri af højere omkostninger. Hele 76% af de danske SMV’er forventer omkostningsstigninger det næste år mod kun 4%, der forventer omkostningsfald.

Den nuværende situation er således på mange måder en anderledes og større krise end coronakrisen. En krise, der kræver handling. SMV’er skal finde kriseværktøjskassen frem igen. Det er de rigtige krisestrategier, der får virksomhederne ud af krisen som vindere, vurderer de to forskere.

Det er de robuste virksomheder og ikke fitte virksomheder, der med størst sandsynlighed kommer sikkert og stærkere gennem ukrainekrigen erhvervsmæssigt. Fremtidens konkurrenceevne skal ikke længere udelukkende findes i lean, outsourcing og effektivitet. Konkurrenceevne handler lige så meget om robusthed, fleksibilitet og uafhængig. Det handler om at gøre sig mindre følsom for pris- og leveringsusikkerhed. At investere i robusthed på bekostning af vækst her og nu.


Ny rapport

Forskningen og rapporten er baseret på projektet ”Hvad skal SMV’er lære af Covid-19?”, som er finansieret af Industriens Fond og laves i samarbejde med SMVdanmark, Business Kolding og Erhvervshus Sydjylland.

Hent rapporten her ...

Ny bog

Professor Kim Klyver og lektor Suna Løwe Nielsen har for nylig udgivet bogen ”Store kriser – Parathed og strategier i danske virksomheder” på Akademisk Forlag.

Læs om bogen her ...

Redaktionen afsluttet: 28.07.2022