Marianne Storgaard modtog undervisningsprisen i IT og interaktion
Marianne får prisen for sit målrettede og innovative arbejde med at bruge IT til at styrke de studerendes kompetencer indenfor blandt andet analyse, feedback og skriftlig og mundtlig fremstilling.
Lektor Marianne Storgaard fra Institut for Entreprenørskab og Relationsledelse modtog i denne uge årets undervisningspris for IT og interaktion ved Samfundsvidenskabeligt Fakultet på Syddansk Universitet. Prisen blev overrakt af prodekan Jan Guldager for Mariannes arbejde med fagene Ledelse og Forandringsledelse på cand.merc.-uddannelserne på SDU i Kolding.
"Marianne får prisen for sit målrettede og innovative arbejde med at bruge IT til at styrke de studerendes kompetencer indenfor blandt andet analyse, feedback og skriftlig og mundtlig fremstilling. Undervisningsformen gør en markant forskel for de studerendes studieintensitet og kompetencer og tjener som inspiration til udvikling af læringsforløb på fakultetet", lød det fra Jan Guldager ved prisoverrækkelsen.
Styrker de studerenes læring
Mariannes nytænkning er drevet af en solid læringsforståelse, mod til at udfordre studerende til kanten af deres komfortzone, energi til at udfordre organisatoriske rammer og engagement til at skabe nye relationer mellem enheder på og udenfor SDU for at styrke de studerendes udvikling og læring.
Udvikler akademisk ansvarlighed
Involvering og aktivering er nøgleord for Marianne, og det kalder på medansvar og medejerskab blandt de studerende. Undervisningen giver plads til en debatterende, kritisk og undrende tilgang til læring, hvor de studerende kommer frem i stolen og udvikler akademisk ansvarlighed, deltagelse og integritet.
Evaluering fra studerende
De studerende har overordnet taget godt imod de innovative tiltag. Det er blandt andet blevet fremhævet i fagenes evalueringer, hvor en af de studerende fremhæver at:
"… man bliver klogere på nye emner på en ny måde end blot at læse det! Ville ønske, at flere fag var som dette! Kæmpe plus og stor cadeau for, at du har lavet om på den almindelige undervisning, det har virkelig været fedt at få en ny viden - og opleve noget nyt! Og også stor tak til dine medhjælpere, som også har gjort en masse! Jeg har f.eks. arbejdet med screencast og fremstilling på tavler efterfølgende."
I arbejdet med fagenes IT-struktur har Marianne arbejdet tæt sammen med blandt andre Mads Lildholt fra SDU IT.
Digitalisering i undervisningen
Om fagene og prisen udtaler Marianne:
"Mads og jeg har gennem flere år kørt et tæt og meget praktisk parløb omkring blandt andet peergrading og gamification i fagene Ledelse og Forandringsledelse, og jeg er selvfølgelig superglad for, at vores bestræbelser på at hente digitalisering ind i undervisningen giver god mening både for de studerende og blandt vores kolleger."
Universitetsstudier er ikke kun forelæsninger
På IER er der stor glæde over anerkendelsen af Marianne. Jesper Piihl, viceinstitutleder for uddannelse udtaler således:
”Marianne viser gennem sin undervisning, at universitetsstudier ikke alene er forelæsninger, men også aktiviteter, hvor studerende træner ledelsespraksis på et solidt fagligt fundament”
Forsker og underviser
Udover sit arbejde med cand.merc.-fagene i Ledelse og Forandringsledelse forsker Marianne blandt andet i forandringsprocesser i både store og mindre virksomheder. Mariannes forskning er senest blevet publiceret i Organization Studies (se artiklen her).
Endelig kan man også møde Marianne på SDU’s MBA-uddannelse, hvor hun blandt andet underviser i Forretningsudvikling med Design og Co-Creation.