Hvad kan behandlingen hjælpe med?
Behandlingen er henvendt til dig, der er blevet diagnosticeret med iskæmisk hjertesygdom og har symptomer på angst og/eller depression.
Behandlingen kan konkret føre til, at du:
- bekymrer dig mindre i det daglige og får lettere ved at håndtere din angst;
- begynder at se anderledes på nogle af de ting, der er blevet sværere, efter du er blevet ramt af hjertesygdom;
- får brudt depressionens onde cirkel af manglende energi og manglende lyst til at gøre ting, du tidligere fandt glæde ved.
Hvordan foregår behandlingen?
Behandlingen tager 9-12 uger og er en såkaldt online terapeutassisteret psykologisk behandling. Dette betyder, at du kan sidde i ro og mag hjemme hos dig selv og arbejde med behandlingen via vores online platform. Med andre ord kan du tilgå behandlingen på det tidspunkt, der passer dig.
Du vil løbende få adgang til forskellige trin i behandlingen. Hvert trin består af en del tekst, der skal læses, og øvelser du skal arbejde med. Samtidig indeholder de fleste af trinene konkrete redskaber – både psykologiske og andre – som du kan bruge i din dagligdag.
Du vil få tilknyttet en terapeut – som er psykolog eller en psykologistuderende, der næsten er færdiguddannet og under supervision af en uddannet psykolog. Din terapeut vil hjælpe dig med behandlingen undervejs. Du vil have et par telefonsamtaler og løbende være i dialog via platformen med din terapeut undervejs i behandlingen.
Er behandlingen anderledes, fordi det er et forskningsprojekt?
Behandlingen er i princippet ikke anderledes udover at du – fordi det er et forskningsprojekt – bliver bedt om at udfylde nogle ekstra spørgeskemaer undervejs. Svarene skal være med til at vurdere, om behandlingen virker, og hvordan vi kan gøre behandlingen bedre i fremtiden.