Arkitekturpsykologi på Institut for Psykologi
ved professor Kaya Roessler
Et menneske kan ikke forholde sig indifferent til et sted. 
Steder – uanset om det er indgangshallen på et sygehus, udsigten fra et kontor eller en park med mennesker – er kendetegnet ved en given belysning, en bestemt akustik og ved deres emotionelle virkning på mennesker.
Steder kan altså gøre, at mennesker trives eller mistrives, at de kan være produktive, forvirrede eller bange. Men samtidig giver mennesker stederne en betydning og en mening. Der er forskel på, om man føler sig stimuleret, veltilpas eller utryg, og det er ikke altid let at finde ud af, hvad menneskers behov i forhold til en facilitet er. Mennesker har mange behov, og de er individuelt meget forskellige.
Hvordan den "bebyggede verden" og naturen virker på mennesker, er indholdet af et af psykologiens nyere discipliner – arkitekturpsykologien. Sidst i 1940’erne begyndte specialister fra psykologi, humangeografi og sociologi at udvikle de første teoretiske koncepter, og i 1950erne og 1960erne fortsatte denne disciplin med specifikt psykologiske spørgsmål om, hvordan især psykiatriske sygehuse arkitektonisk kunne planlægges for at understøtte det terapeutiske arbejde med patienter, som var angste og forvirrede (Ittelson, 1960). Samtidig med forskningen om de psykiatriske sygehuse udvidede man opmærksomheden hen imod de mere generelle forhold mellem rum, bygninger og bydele på den ene side og mennesket på den anden. I 1970’erne og 1980’erne etableredes faget som en selvstændig disciplin (Altman & Wohlwil, 1977). Spørgsmålene blev nu mere generelle, f.eks. hvordan perciperer mennesket sin omverden, hvad binder mennesket til dets omgivelser, eller hvilken rolle spiller byrum for menneskers sundhed? Samspillet mellem den menneskeskabte omverden og den menneskelige adfærd rykkede ind i den akademiske psykologis interessesfære.
Arkitekturpsykologi, på engelsk environmental psychology, har sine forskningsmæssige rødder som beskrevet i USA, men også Sverige, Tyskland og England har bidraget til forskningsprocessen. I dag findes der både grundforskning og anvendt forskning på området. Især større arkitektbureauer samarbejder med socialvidenskaberne, og der etableres en tradition for brugerinddragelse, hvor brugerbehov og brugeradfærd analyseres, og hvor man samler informationer og modererer kommunikationen mellem arkitekten og brugeren. Den arkitekturpsykologiske grundforskning er derimod interesseret i almene lovmæssigheder i samspillet mellem menneske og omverden. Den omfatter perceptionen og sensoriske indtryk, men også tanker om, hvordan vort arbejds- og familieliv forandres. At skaffe informationer og stille spørgsmål om arbejds- og fritidslivets rumlige organisation er arkitekturpsykologiens fremtidige opgave.
Grundlæggende kan vi tage udgangspunkt i tre måder at nærme sig forholdet mellem mennesket og arkitekturen på:
Arkitektur påvirker, og mennesket tilpasser sig
Her er arkitekturen (og arkitekten) det centrale. Arkitekturen påvirker mennesket, som oplever den og tilpasser sig. Kirkerummet, en arkitektur hvor der er højt til loftet, var det før nævnte eksempel på en arkitektur, som påvirker mennesket. Mennesket bliver – afhængig af kontekst og kultur – opløftet, bange eller stille. Når arkitekturen påvirker, kan den dog ligeledes blive et redskab for kontrol. Filosoffen Foucault har demonstreret det ved at analysere fængselsbygninger fra 1800-tallet. Gennem en universel synlighed og potentiel overvågning bliver arkitektur et middel til magt, en magtarkitektur.
Arkitekturen tilpasses menneskets behov
En anden tilgang er at tage udgangspunkt i menneskets fysiske eller psykiske behov og designe arkitektur efter det. Her er det mennesket, der er den centrale faktor. Arkitekten Le Corbusier (1887-1964) opstillede en idealiseret antropometri, hvor han gik ud fra, at alle mennesker har den samme organisme og dermed de samme fysiologiske behov. Han udviklede en "machine à habiter", en bomaskine. Denne arkitekturpsykologiske indfaldsvinkel indebærer både muligheder og farer. Når man kender til menneskers behov, kan man bruge denne viden i bygningsprocessen. Psykologien bliver så et redskab – en stimulation – for menneskelig trivsel. I enkelte tilfælde kan arkitektur blive en målrettet terapi, som virker sundhedsfremmende eller ligefrem helbredende, som for eksempel ved anlæggelsen af stresshaver. Især menneskets behov for lys anvendes i den helbredende arkitektur, som prøver at understøtte helbredelsesprocessen gennem arkitektonisk udformning.
Mennesket og arkitekturen i dialog med hinanden
En tredje indfaldsvinkel tager udgangspunkt i en dynamisk dialog mellem menneske og arkitektur. Dialogen giver både valgfrihed, muligheder og bindinger. Arkitektur kan også bygges som fleksibel baggrund for livsprocesser. Her er arkitekturen tilbageholdende og overlader alt til brugerens frihed. Fleksibilitet er et generelt modernistisk princip. Væggene kan flyttes, gulvene kan hæves og sænkes. Valg-princippet kan føre til en slags anti-arkitektur, til den neutrale container. Arkitekten Mies van der Rohe skabte de "flydende rum", et rum-koncept, der skulle give bevægelsesfrihed, som ikke skulle hæmmes af fastlagte vægge og døre.
Arkitekturpsykologi – et nyt fag på Syddansk Universitet
Den klassiske, empiriske psykologi, som blev grundlagt af Wilhelm Wundt i 1871, er vant til at benytte sig af "laboratoriet" – afskærmet fra de fysiske omgivelser. Laboratorieundersøgelser anvendes stadig i psykologien, og også arkitekturpsykologi bruger forsøgsanordninger, hvor en proband afprøves i forskellige fysiske omgivelser. Psykologien har ellers haft svært ved at inddrage de fysiske omgivelser i forskningen.
Der arbejdes i øjeblikket på oprettelsen af et valgfag ”Arkitekturpsykologi” på psykologiuddannelsen i Odense, hvor vi forsøger på en akademisk måde at tilnærme os forbindelsen mellem udvalgte arkitektoniske områder og psykologi. Et hold studerende skal efter en introduktion i perceptionspsykologi ud i empirien og reflektere over deres møde med arkitekturen. Valgfaget skal arbejde med tre forskellige scenarier: Arkitektur og sundhed, natur og active living, samt rum og kulturel identitet.
Referencer:
Altman, I. & Wohlwill, J. (1977). Human behavior and environment. New York: Plenum.
Ittelson, W. (1960). Some factors influencing the design and functions of psychiatric facilities. Progress Report: Brooklin College.
Desuden er teksten en sammenfatning af introafsnittet til "Arkitektur og Psykologi", en rapport som er lavet i samarbejde med IfP’s studerende i 2014 og som kan fås hos forfatteren, Kaya Roessler.
Projektet fuldføres af InCoRE forskningsgruppen.