Banebrydende projekt om kroniske smerter efter seksuelle overgreb sættes i gang
Forskere fra Institut for Psykologi har i samarbejde med Odense Universitetshospital og Sygehus Lillebælt modtaget en bevilling på to millioner kroner fra Offerfonden til at drive et ambitiøst treårigt forskningsprojekt.
Kroniske smerter er et massivt sundhedsmæssigt problem. Smerter kan opstå efter en traumatisk oplevelse og især forværres efter seksuelle overgreb.
I de seneste årtier er der blevet foretaget omfattende forskning i forebyggelse og behandling af kroniske smerter. Denne forskning har afsløret et betydeligt overlap mellem posttraumatisk stressforstyrrelse (PTSD) og kroniske smerter.
- Med den nye bevilling får vi mulighed for at udforske sammenhængen mellem traumatiske oplevelser, smerte og posttraumatiske reaktioner efter seksuelle overgreb. Denne forskning inkluderer blandt andet et særligt fokus på mere komplekse posttraumatiske reaktioner. Vi håber, at vores forskning vil bidrage til at identificere måder, hvorpå vi bedre kan forudsige og behandle kroniske smerter hos dem, der har oplevet seksuelle overgreb, fortæller Maj Hansen, lektor ved Institut for Psykologi.
Hun står sammen med Tonny Elmose Andersen og Nina Beck Hansen, Institut for Psykologi og Henrik Bjarke Vægter fra Smertecenter Syd, OUH, samt Center for Voldtægtsofre, OUH, samt Center for Voldtægtsofre, Sygehus Lillebælt, bag projektet. Projektgruppen udgøres således af en stærk kombination af førende forskere indenfor traume, seksuel vold og smerteforskningen med et projekt stærkt forankret i praksis via tæt samarbejde med OUH og Sygehus Lillebælt.
Undersøgelsens fokus og mål
Formålet med det kommende treårige projekt er tredelt.
- Først og fremmest vil vi systematisk kortlægge den eksisterende viden om forholdet mellem smerte, traumatiske oplevelser og posttraumatiske reaktioner gennem et omfattende litteraturstudie, fortæller Nina Beck Hansen.
Dernæst vil forskerne undersøge forskelle i smerteprofiler og samspillet mellem smerter, komplekse posttraumatiske reaktioner og traumatiske oplevelser hos personer udsat for seksuelle overgreb sammenlignet med kroniske smertepatienter. Dette vil blive udført gennem en bred spørgeskemaundersøgelse.
- Endelig vil vi dykke ned i afdækningen af smertesensibilisering hos personer, der har været udsat for seksuelle overgreb, og analysere tilstedeværelsen af posttraumatiske reaktioner. Dette vil vi sammenligne med en kontrolgruppe, der ikke har været udsat for seksuelle overgreb, gennem en eksperimentel undersøgelse fortæller Nina Beck Hansen.
Skabelsen af fremtidige løsninger
Forskergruppen prøver ikke kun at forstå de mekanismer, der ligger til grund for kroniske smerter efter seksuelle overgreb.Denne vigtige viden vil danne grundlag for at kunne udvikle screeningsredskaber og effektive behandlingsmetoder med det formål at forebygge udviklingen af kroniske smerter hos denne gruppe mennesker.
- Sameksistensen af PTSD og smerter kan resultere i sværere symptomer og funktionsnedsættelse samt dårligere prognose. At forstå smertemekanismerne og de komplekse reaktioner, der opstår efter traumatiske begivenheder som seksuelle overgreb, er derfor afgørende for at udvikle effektive udrednings- og behandlingsmetoder. Vores projekt forventes at kunne gøre dette ved at skabe et øget fokus på smerter hos seksuelt overgrebsramte og samtidig sætte øget fokus på betydningen af traumatiske oplevelser ved kroniske smerter patienter, siger Maj Hansen.
Projektet løber over tre år og for midlerne fra Offerfonden vil forskergruppen blive forstærket med ansættelsen af en ph.d.-studerende.
Mød forskeren
Maj Hansen er lektor ved Institut for Psykologi og forskningsenheden THRIVE på SDU.
Mød forskeren
Nina Beck Hansen er lektor ved Institut for Psykologi, forskningsenheden THRIVE og Videnscenter for Psykotraumatologi på SDU.
Mød forskeren
Tonny Elmose Andersen er professor ved Institut for Psykologi og forskningsenheden InCoRE på SDU.
Mød forskeren
Henrik Bjarke Vægter er professor ved Klinisk Institut, Odense Universitetshospital og Forskningsenhed for Anæstesiologi.