Fra studentermedhjælper til videnskabelig assistent
Som psykologistuderende har de fleste af os hørt, hvordan det er vigtigt og givende med fagligt relevant arbejde, enten frivilligt eller betalt. Det ser godt ud på CV'et, når vi er færdiguddannet og styrker også både personlige og faglige kompetencer undervejs på studiet.
Camilla Sødequist var psykologistuderende på SDU fra 2012-2018, hvor hun blev færdiguddannet efter at have været prægraduat. Hun forklarer selv, hvordan hendes stillinger som studentermedhjælper under studiet både har givet hende kontakter, der er guld værd, formet hendes karriere og styrket både kompetencer og karakterer.
Under studiet havde Camilla adskillelige stillinger på Instituttet; hun var både studentermedhjælper på flere projekter og instruktor på arbejds- og organisationspsykologi. Efter hendes praktik på Novo Nordisk var hun dog i tvivl om, hvorvidt hun var klar til at være færdiguddannet psykolog. "Så da jeg så en opslået stilling om prægraduat på blackboard, slog jeg til". Samtidig fik hun muligheden for endnu en studentermedhjælperstilling hos sin vejleder, Susanne Pedersen, i forskningsprojektet ACQUIRE-ICD. Camilla forklarer selv, at både prægraduaten og studentermedhjælperstillinger var med til at gøre hende mere åben og give hende en selvtillid og tro på egne evner. "Man begynder at stole mere på, at man har opbygget en bred faglighed og nogle kompetencer, som man kan bruge og trække på". Denne tro på egne evner har været enorm vigtig, både i hendes praktikforløb, men også efter hun er kommet ud som nyuddannet. Både til at stole på egen intuition og ved at kunne overføre den lærte teori og kompetencer fra studiearbejdet til videre arbejde.
Da Camilla var ved at være færdig med sit speciale, blev hun kontaktet af sin vejleder, der tilbød hende en stilling som videnskabelig assistent i samme forskningsprojekt, hvor hun allerede var studentermedhjælper – ACQUIRE-ICD. "Det var helt sikkert en fordel, at hun allerede kendte mig fra prægraduaten og studiearbejdet, så hun vidste, hvad jeg kunne, inden jeg var færdiguddannet". Her har Camilla det sidste halve år ydet online psykologhjælp til hjertepatienter. I august startede hun imidlertid nyt job på telepsykiatrisk center, da hun følte sig klar til mere klinisk arbejde. "Jeg var ikke klar til det, lige da jeg var færdiguddannet, og der var Instituttet også et godt sted at starte op, men nu kan jeg mærke, at jeg er klar til at komme mere ud i praksis", forklarer Camilla. Da jeg spørger hende, om der ikke er en Ph.D., der lokker, svarer hun et smilende "ikke endnu – måske senere, men ikke endnu".
Camilla er dog ikke i tvivl om, at det har været godt for hende at prøve så meget forskelligt studierelevant arbejde under sin studietid, selvom hun da også har været travl og næsten konstant har haft to jobs samtidig. Alligevel anbefaler hun andre, at prøve at søge mod forskning, da det åbner for nogle døre og tanker om, hvad man kan. Selvom Camilla da også selv startede ud med at tænke, at forskning nok ikke var hende, så har det givet nogle andre muligheder, og hun mener selv, det er rigtig sundt at prøve nogle andre ting af, selvom man måske ikke havde set sig selv i de situationer tidligere.
Samtidig er det vigtigt at holde sig for øje, hvad det gør én til en dygtig psykolog. Er det gode karakter, praktisk erfaringer, gode kontakter eller udvidet kompetencer? Der findes så mange facetter af psykologien, hvorfor det kan være godt at være åben overfor nye muligheder, selvom man måske ikke umiddelbart tænker, det er noget for én. Måske man bliver overrasket – og om ikke andet, så lærer man noget af det, som man kan tage med sig videre.