Friis Arne Petersen: Faciliteter med store perspektiver
Danmarks ambassadør i Kina, Friis Arne Petersen, ser store perspektiver i universitets samarbejde med kinesiske sportsinstitutioner
Den danske ambassadør i Kina, Friis Arne Petersen, var imponeret instituttets nye idrætsbygning og bevægelsesstadion, da han d. 10. juni gæstede Institut for Idræt og Biomekanik.
Faciliteter med store perspektiver
Instituttets nye faciliteter agerer testbed for udvikling af produkter i samarbejde med internationale virksomheder og samarbejdspartnere. Ambassadør Friis Arne Petersen ser store muligheder for et kinesisk-dansk samarbejde på den front
“Jeg er stolt over, at Syddansk Universitets Institut for Idræt og Biomekanik i en global sammenhæng har placeret sig helt fremme inden for forskning i folkesundhed og eliteidræt. I forhold til Kina er de meget avancerede løsninger og forskningsresultater efter min vurdering en meget interessant mulighed for yderligere samarbejde med Danmark og danske virksomheder,” siger ambassadør Friis Arne Petersen.
”Kina vil på grund af sin økonomiske vækst og udvikling i de næste årtier blive udfordret af en stor stigning i livstilssygdomme, hvor behandling og navnlig forebyggelse bliver stadig vigtigere. SDU kan med en fortsat indsats blive en central leverandør af vigtige resultater, som vil kunne bringes i anvendelse i Kinas indsats for en forbedret folkesundhed. Ambassaden og jeg selv ser frem til at støtte og følge udviklingen af samarbejdet med de kinesiske aktører såvel som udviklingen af nye forskningsresultater.”
Stærke kinesiske relationer
Institut for Idræt og Biomekanik har gode samarbejdsrelationer til centrale kinesiske sportsinstitutioner og vil fremadrettet styrke disse relationer yderligere:
”Vores arbejde med kinesiske samarbejdspartnere er yderst givtigt. Selvom landene er forskellige på mange måder, står vi overfor en række af de samme udfordringer og vi har meget at tilbyde hinanden i arbejdet for at imødegå udfordringerne” siger Jørgen Povlsen, Institutleder ved Institut for Idræt og Biomekanik.
På billedet ses (fra venstre mod højre): Institutleder Jørgen Povlsen, rektor Henrik Dam, ambassadør Friis Arne Petersen