Nyt projekt sender fynboerne ud på dansegulvet
Institut for Idræt og Biomekanik er sammen med Faaborg-Midtfyn Kommune og Svendborg Kommune udvalgt til dansefyrtårn i projektet ”Ta’ fat om dansen!”
Mange har sikkert drømt om selv at mærke begejstringen, når TV har vist, at amatører på kort tid har fundet danseglæden. Nu er tre fynske aktører udvalgt som dansefyrtårn i et landsdækkende projekt. Institut for Idræt og Biomekanik deltager sammen med kommunerne Faaborg-Midtfyn og Svendborg. Nordea-fonden har på landsplan givet 20,5 mio. kr. til projektet, der bl.a. skal friste skoleelever, unge studerende og helt almindelige fynboer til at finde dansetrinene frem i mødet med professionelle dansere.
”Dét kunne jeg godt tænke mig at prøve”. Sådan har tusinder utvivlsomt tænkt og sagt højt, når TV2 fredag efter fredag har demonstreret, hvordan uprøvede dansere med professionel instruktion på kort tid har fundet glæden ved og lysten til at danse.
Nu får masser af fynboer muligheden for selv at opleve glæden ved at udtrykke sig gennem forskellige former for dans. Dansehallerne i København har taget initiativ til det 3-årige projekt, som får seks centrale partnere kaldet dansefyrtårne – deriblandt et fynsk.
Det 3-årige projekt skal gennem dans skabe glæde, mentalt velvære og fællesskab. Professionelle dansere og danseundervisere formidler dans til ikke-professionelle, og danseinitiativerne når ud til rigtigt mange danskere. Dansefyrtårnene repræsenterer tilsammen 26 kommuner samt et stort antal kultur- og uddannelsesinstitutioner.
Lene Høsthaab, formand for Kultur- og fritidsudvalget i Faaborg-Midtfyn Kommune ser store muligheder i projektet: ”Det glæder mig enormt, at Dansefyrtårn Fyn er blevet en del af det nationale projekt. Vi får bl.a. mulighed for at præsentere skoleelever for dansens spændende univers – både gennem deltagelse i workshops og som publikum til professionelle danseforestillinger”.
”I Svendborg er det den voksne borger, vi vil give mulighed for at møde dansens forskellige udtryk både som bevægelsesform og som social aktivitet”, siger Henrik Nielsen, formand for Erhvervs-, Beskæftigelses- og Kulturudvalget i Svendborg Kommune, der ligesom Lene Høsthaab glæder sig over, at Dansefyrtårn Fyn er blevet en del af det nationale projekt.” I Svendborg vil vi det gode og sunde liv, ligesom vi vægter fællesskabet højt, og her passer dansen rigtig fint ind. Det, der bliver spændende er, at vi får mulighed for at tilbyde den almindelige borger danseforløb med professionelle dansere”, slutter Henrik Nielsen.
”Der er ingen tvivl om, at projektet vil få rigtig stor betydning for udviklingen af dansemiljøet på Fyn – blandt andet for de unge studerende, der har interesse for undervisning og forskning forbundet med dans. Projekterne vil også bidrage til at skabe gode kontakter og et tættere samspil mellem idrætsfeltets mange dansende gymnaster og de professionelle dansemiljøer” tilføjer lektor Susanne Ravn, Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet.
Dansehallerne bliver projektleder
Sammen med de seks dansefyrtårne formidler Dansehallerne initiativet gennem fire programmer, der skal give mennesker i alle aldre og alle samfundslag mulighed for at møde dans på forskellige måder. ’Dans i skolen’, ’Dans med din nabo’, ’Årets dans’ og ’Unge på vej’.
Støtte fra Nordea-fonden
Nordea-fonden har tidligere støttet Dansehallernes landsdækkende projekter Dansens Dag og Dans24syv. For Nordea-fonden ser dansen som en sjov og social måde, hvorpå danskere kan danse sig til sunde, glade og gode liv.
”Dans giver mere end sved på panden. Dans åbner for en legende og kreativ tilgang til at udtrykke følelser og livsglæde gennem kroppen, og så kan dansen åbne for nye sociale fællesskaber. Vi håber, at projektet gør endnu flere danskere til dansere, siger Nordea-fondens direktør Henrik Lehmann Andersen.
Udover støtten fra Nordea-fonden, står hvert af dansefyrtårnene og Dansehallerne selv for lokal/regional medfinansiering, og det betyder, at projektet samlet set har et budget på 27,9 millioner kr. over de tre år.
For mere info:
Projektleder for ’Ta’ fat om dansen!’, Anna Krarup, amk@dansehallerne.dk / tlf. 28 38 57 77
Kulturkonsulent i Faaborg-Midtfyn Kommune, Hasse Winther, hassw@fmk.dk / tlf. 72 53 20 69
Kulturkonsulent i Svendborg Kommune, Lili Jensen, lili.jensen@svendborg.dk / tlf. 30 17 45 41
Lektor v. Institut for Idræt og Biomekanik, Susanne Ravn, SRavn@health.sdu.dk / tlf. 65 50 34 68
Om Dansehallerne
Dansehallerne er et vitalt samlingspunkt og et nationalt kompetencecenter for dans som kunstart i Danmark. Dansehallernes formål er at styrke, udvikle og udbrede dansen som kunstart og sikre dens synlighed og centrale placering i kulturlivet. Dansehallerne præsenterer national og international dans på husets tre scener og danner ramme om det professionelle scenedansmiljø; institutionen rummer desuden videnscenter, studier samt en række kunstneriske udviklingsprojekter. Dansehallernes hovedafdeling ligger i Carlsberg Byen og har en mindre afdeling i hjertet af Aarhus. Dansehallerne er en selvejende institution med driftsstøtte fra Kulturministeriet og Københavns Kommune. www.dansehallerne.dk
Seks dansefyrtårne bliver de centrale partnere
- Dansefyrtårn Nord: alle elleve nordjyske kommuner i regi af deres mangeårige regionale kulturaftale
- Midtjyllands Dansefyrtårn: Holstebro, Lemvig og Horsens kommuner samt Balletskolen i Holstebro
- Trekantens Dansefyrtårn: Kolding, Fredericia, Vejle, Billund og Middelfart kommuner
- Dansefyrtårn Fyn: Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet, Svendborg og Faaborg-Midtfyn kommuner.
- Dansefyrtårn ROK: Roskilde, Odsherred og Kalundborg kommuner samt egnsteatret Åben Dans
- Dansefyrtårn København Nordvest-Brøndby: Københavns kommune, Brøndby kommune samt Dansekapellet