Der kom et brev fra Kongehuset...
Professor Ewa Roos fra IOB’s enhed ’Muskuloskeletal Funktion og Fysioterapi’ og Center for Muskler og Led er blevet tildelt Ridderkorset, der gives for en særlig indsats inden for kunst, videnskab og erhvervsliv eller for virke for danske interesser.
Ewa Maria Roos er professor og den første leder af forskningsenheden ’Muskuloskeletal Funktion og Fysioterapi’’ (FOF) ved Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet (SDU), som hun har været tilknyttet siden 2007.
FOF har fokus på forebyggelse og behandling til idrætsskader og artrose ved træning, fysisk aktivitet, self-management og medicinforbrug.
Inden sin ansættelse på SDU arbejdede Ewa Roos som forsker ved Lunds Universitet, Sverige, hvorfra hun blev rekrutteret for at opbygge den første danske forskningsgruppe på universitetsniveau med relevans for fysioterapi.
Ewa Maria Roos blev i 2021 tilknyttet Danish Institute for Advanced Studies (D-IAS) ved Syddansk Universitet. Hun var i 2010-2020Honorary Professorial Fellow ved Melbourne University og er siden 2015 adjungeret professor ved LaTrobe University i Melbourne, Australien.
Anerkendelse af stort bidrag til et stærkt forskningsmiljø
- Jeg blev utrolig glad og stolt over at modtage Ridderkorset. Jeg ser det som en stor personlig anerkendelse af arbejdet med at opbygge et nyt og stærkt og produktivt forskningsmiljø i Danmark med dygtige forskere, som brænder for at skabe ny viden indenfor vores felt, siger Ewa Roos.
Institutleder for IOB, professor Jens Troelsen, tilføjer:
- Ewa Roos var en vigtig drivkraft i oprettelsen af Center for Sundhed i Muskler og Led, som i dag omfatter 50 forskere med forskellige faglige baggrunde. Miljøet er internationalt og har for alvor placeret Syddansk Universitet og Danmark på verdenskortet inden for dette felt. Vi er stolte af at have en kapacitet som Ewa Roos tilknyttet.
Ewa Roos har vejledt 26 ph.d.-studerende. Fire af disse har fået prestigefulde priser/postdoc-positioner fra de danske og svenske forskningsråd, og syv er i dag professorer ved universiteter i Danmark og Sverige.
Forskningsenheden FOF’s succes dannede i 2011 grundlag for at starte den første kandidatuddannelse i fysioterapi i Danmark. Fokus er på evidens-baseret fysioterapi og den faglige kvalitet er høj; mere end 30% af kandidaterne får deres specialer publiceret i internationale videnskabelige tidsskrifter og 30% er gået videre med ph.d.-studier.
Udgangspunkt i patienternes virkelighed og ønsker
Ewa Roos har særligt arbejdet med udvikling af patient-rapporterede spørgeskemaer, randomiserede kontrollerende forsøg og udbredelse af evidensbaseret behandling til patienter med knæ- og hofteartrose.
Ewa Roos’ forskning tager udgangspunkt i patienternes eget perspektiv, ønsker og forventninger – fremfor i behandlerens mening og overbevisning om, hvad der er godt for patienterne.
Ud fra denne grundholdning har hun udviklet ti spørgeskemaer, der systematisk kortlægger patientens perspektiv. Disse spørgeskemaer er tilgængelige i flere end 50 sprog, og er blevet brugt til indsamling af data i nationale registre og databaser i hele verden.
Ewa Roos har arbejdet på tværs af fysioterapi og ortopædkirurgi i unikke ”first-of-its-kind” lodtrækningsstudier, som har sammenlignet træning og kirurgi som behandling til unge med alvorlig knæskade, til midaldrende med knæsmerte og til ældre med knæartrose. Disse studier er blevet bragt i førende tidsskrifter som New England Journal of Medicine og British Medical Journal og har bidraget til, at træning i dag er førstevalg ved mange knæproblemer.
Har initieret et paradigmeskifte i behandling af knæproblemer
Disse studier har fået stor international opmærksomhed ligesom mange af Ewa Roos’ øvrige artikler, og studierne har medvirket til det paradigmeskift, som er sket i klinisk praksis i de seneste år, hvor patientuddannelse og træning i dag udgør førstebehandling ved hyppige knæproblemer i danske og internationale kliniske retningslinjer.
I 2013 udviklede Ewa Maria Roos Godt Liv med Artrose i Danmark (GLA:D®) sammen med Søren Thorgaard Skou. Formålet var at uddanne klinikere til at behandle i overensstemmelse med kliniske retningslinjer og at indsamle data fra klinisk praksis til at måle effekten deraf.
GLA:D® blev umiddelbart en succes og i dag er flere end 1,500 klinikere blevet uddannet i Danmark, og der foreligger data fra mere end 70,000 patienter med artrose. I konkurrence med 175 andre internationale bidrag vandt GLA:D® 'The Value Based Health Care Prize’ (VBHC) i 2019. Denne pris er en international anerkendelse og støtte til initiativer, som ændrer rutiner og værdier i sundhedsvæsenet.
Ewa Roos er forfatter og medforfatter på 500 videnskabelige originalartikler, oversigtsartikler, danske og internationale bogkapitler og danske rapporter. Samlet dokumenterer disse Ewa Roos’ store faglige kompetence og viden indenfor samspillet mellem idrætsskader, artrose og muskel- og ledsmerter med fokus på kirurgi og træning som behandling.
Tilsammen er Ewa Roos’ artikler citeret mere end 25.000 gange, og hun har et H-index (et index, der måler en forskers videnskabelige produktion og indflydelse) på 72.
En flittig formidler med et stort internationalt netværk
Ewa Roos er en flittig formidler og foredragsholder både i videnskabelige og populære sammenhænge. Hun har gennem sin karriere været inviteret som taler til et stort antal internationale videnskabelige konferencer indenfor ortopædi, reumatologi, bruskforskning, sportsmedicin, fysioterapi og veterinærmedicin.
Ewa Roos er efterspurgt som ekspert og er hyppigt interviewet til dagblade og sundhedsfaglige magasiner, radio og TV.
Ewa Maria Roos var 2016-2022 editor for klinisk medicin i det højtrangerende tidskrift Osteoarthritis and Cartilage, og har gennem mange år været ekspert og rådgiver indenfor behandling af artrose for den danske og den svenske sundhedsstyrelse, WHO m.m.
Professor Roos er desuden optaget af, at videnskabelige fund bliver delt med patienter, og hun deler gerne ud af den nyeste viden på artrose-området som en flittig formidler både på 'X' (tidl. Twitter) og andre digitale platforme. Disse budskaber når bredt ud og er til gavn for mange mennesker med sportsskader og artrose.; for eksempel er hendes artikler i ”The Conversation” blevet læst af flere end 475.000 personer i hele verden.
Ewa Roos har siddet i Gigtforeningens Forskningsråd, i flere omgange i det svenske Vetenskapsrådet og har indgået i bedømmelsespaneler i Frankrig, UK, Canada, Finland og Holland.
Ewa Maria Roos har et stort internationalt netværk og har som ansøger eller medansøger hentet mere end 92 mio DKK i forskningsstøtte i Danmark, Sverige, Norge, Irland, EU, Canada, USA, Australien og New Zealand.
Modtager af en række flotte hædersbevisninger
I 2014 blev hendes arbejde med træning som forebyggelse og behandling af smerte, skader og artrose anerkendt med the OARSI (Osteoarthritis Research Society International) Clinical Research Award.
Samme år fik hun af Dronning Margrethe II overrakt Dronning Ingrids forskerpris, som gives til en markant profil indenfor gigt forskning og hvis virke har bidraget til bedre forebyggelse og behandling af gigt.
I 2018 fik hun University Hospital Sjælland’s Honoray Prize awarded for “Pioneering clinical research, truly impacting on patient’s lives”.
I 2022 fik hun Johannes Lindhard prisen overrakt af Dansk Idrætsmedicinsk Selskab og Dansk Selskab for Sportsfysioterapi.
Med udnævnelsen til Ridder af Dannebrog følger en invitation til audiens hos Dronning Margrethe II.