Fælles standarder for mountainbikespor er en succes
Der er godt nyt til dig, der elsker at køre på mountainbike i den danske natur. Der er nemlig lavet en ny fælles standardiseret afmærkning og graduering af mountainbikesporene. Dette har forbedret sporenes tilgængelighed, brugervenlighed og sikkerhed. Samtidig ser afmærkningen ud til at føre til et øget brug af mountainbikesporene, viser en ny undersøgelse fra Institut for idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet.
Mountainbike-cykling (MTB) er i stigende grad blevet populært blandt danskerne, og i de senere år er der blevet anlagt flere og flere mountainbikespor i det danske landskab.
Etableringen af MTB-sporene afhænger i mange tilfælde af frivillige borgeres indsats, og rundt om i landet bliver der lagt mange frivillige timer i sporarbejdet.
Siden 2017 har projektet ’OnTrail’ på initiativ af Danmarks Cykle Union, DGI og Naturstyrelsen hjulpet frivillige i hele landet med at opmærke og graduere MTB-spor ud fra en fælles standard.
Formålet har været at øge tilgængeligheden, brugervenligheden og sikkerheden på sporene og samtidig understøtte den store frivillige indsats omkring MTB-sporbygningen.
Afmærkning skaber overblik og bidrager til gode MTB-oplevelser
I juni 2020 gennemførte Syddansk Universitet en landsækkende spørgeskemaundersøgelse for blandt andet at belyse, hvilken betydning MTB-rytterne selv tillægger afmærkning af MTB-sporene.
Undersøgelsens resultater bygger på svar fra i alt 354 respondenter, der, udover at være aktive MTB-ryttere, også bidrager som frivillige til anlæg og/eller vedligehold af de afmærkede MTB-spor.
Undersøgelsen viser, at der blandt de adspurgte MTB-ryttere er bred enighed om, at afmærkningen har bidraget til at skabe et bedre overblik over de danske MTB-spor. Afmærkningen gør det lettere at finde vej til og på MTB-spor, som man ikke har kørt før. Samtidig angiver 84% af MTB-rytterne, at afmærkningen har forbedret mulighederne for at få gode MTB-oplevelser på sporene.
MTB-rytterne: Sporene er blevet mere sikre
Derudover oplever mere end tre fjerdedele (77%) af MTB-rytterne, at mulighederne for at køre på MTB-sporene uden at komme til skade er blevet forbedrede som følge af afmærkningen, og 70% af MTB-rytterne oplever, at afmærkningen har bidraget til at reducere risikoen for sammenstød med andre naturbrugere.
Endelig oplever 90% af MTB-rytterne, at afmærkningen har skabt større overensstemmelse mellem sporenes angivne og reelle niveau - og at det med afmærkningen er blevet nemmere at finde et spor, der passer til ens niveau.
Skaber øget brug og større lokal opmærksomhed
Mere end 80% af MTB-rytterne har samtidig en oplevelse af, at afmærkningen har bidraget til at øge brugen af sporene, og over halvdelen af MTB-rytterne oplever, at der som følge af afmærkningen nu også er flere, der bruger sporene til andre formål end at køre MTB.
Samtidig er der blandt to tredjedele af MTB-rytterne enighed, om at afmærkningen har bidraget til at skabe større lokal opmærksomhed omkring MTB-sporene, og dermed også på det store frivillige arbejde, der lægges i at bygge og vedligeholde sporene.
På baggrund af ovenstående konkluderer forskerne, at afmærkningen af MTB-sporene i langt overvejende grad har en positiv indvirkning på rammerne for MTB-cykling i Danmark.
Mathilde Skov Kristensen forklarer på vegne af forskerteamet:
- Med denne undersøgelse har vi fået et vigtigt indblik i, hvilken betydning MTB-rytterne tillægger afmærkningen af MTB-sporene. Og i den forbindelse er det glædeligt, at så stor en del af MTB-rytterne oplever, at sporene både er blevet mere tilgængelige og mere sikre at køre på. Det fortæller os nemlig, at afmærkning af MTB-spor har et stort potentiale i forhold til at gøre det både let og sikkert for alle at hoppe på mountainbiken ud i naturen - uanset om man er mest til grønne, blå, røde eller sorte spor.
OnTrail har afmærket mere end 200 danske MTB-spor
Projektleder fra OnTrail, Christoffer Riis Svendsen ser også positivt på undersøgelsens resultater:
- Jeg bliver virkelig glad for at se, at så mange MTB-ryttere mener, at afmærkningen har bidraget positivt til udviklingen af MTB-sporene. En del af formålet med OnTrail var jo netop at gøre MTB-sporene mere tilgængelige for endnu flere brugere, og samtidig gøre det lettere for MTB-rytterne at finde et spor, der passer til deres niveau. Med den her undersøgelse har vi fået et vigtigt redskab, der kan bidrage til at højne kvaliteten både på sporene og i dialogen med lodsejerne, siger han.
OnTrail er støttet af Nordea-fonden, og i løbet af de tre år projektet har forløbet er mere end 200 MTB-spor blevet afmærket med OnTrail’s karakteristiske skiltning.
Du kan finde en guide til sporene på OnTrails hjemmeside.
Fotos: Christoffer Riis Svendsen
Fakta
- Forskningsprojektets navn er ’OnTrail – udvikling, brug og formidling af MTB-spor i Danmark’.
- Undersøgelsen gennemførtes i samarbejde mellem Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund (CISC) og forskningsenheden Active Living - begge ved Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet.
- Formålet med undersøgelsen var at belyse, hvilken betydning en standardiseret afmærkning har for udviklingen af de danske MTB-spor. Samtidig skulle undersøgelsen skabe overblik over den frivillige indsats omkring MTB-sporbygningen i Danmark.
- Undersøgelsens resultater bygger på analyse af spørgeskemabesvarelser fra i alt 354 MTB-frivillige, der selv kører MTB.
- OnTrail projektets indsats på de danske MTB-spor er støttet af Nordea-fonden.
I starten af 2021 udgiver forskerteamet en ny publikation, der beskriver omfanget og karakteren af den frivillige indsats omkring MTB-sporbygning i Danmark.
Læs mere
- Link til ”Afmærkning af mountainbikespor”
- Link til PDF med eksempel på skilt
- Link til OnTrails hjemmeside