PSYCH vinder pris for Årets Forskningsmiljø 2024
Forskningsenheden Psychology of Sport, Excellence and Health (PSYCH) ved Institut for Idræt og Biomekanik modtager Det Unge Akademis pris for Årets Forskningsmiljø 2024.
PSYCH’s forskningsmiljø blev indstillet til prisen af to af gruppens juniorforskere, ph.d.-studerende Line Maj Sternberg og Nicklas Stott Venzel.
Forskningsenheden vinder prisen i et stærkt ansøgerfelt foran bl.a. Structural Biology and NMR Laboratory (SBiNLab) fra Københavns Universitet og Technologies in Practice (TiP) fra IT-Universitetet.
Indstillingerne blev bedømt af et interdisciplinært udvalg af seks medlemmer fra Det Unge Akademi, som er et videnskabeligt akademi for unge talentfulde forskere i Danmark under det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab.
Prisen for Årets Forskningsmiljø blev indstiftet i 2022 og målet med prisen er at fremhæve betydningen af forskningsmiljøet for den enkelte forskers succes, præstationer og velvære.
Tager deres egen medicin
PSYCH består af 15 ansatte med forskellige nationaliteter, som forsker og underviser i sportspsykologi, træningspsykologi, undervisningspædagogik og innovation.
Enhedens egen nyeste forskning i hvordan man skaber succesfulde talentudviklingsmiljøer i sportens verden, giver forskerne et helt unikt indblik, som de selv anvender i deres daglige arbejde med medarbejdertrivsel og -udvikling.
PSYCH arbejder blandt andet med at flytte fokus fra individuelle forskningstalenter til det miljø, som talenterne begår sig i. De fokuserer på udvikling og trivsel i en ellers meget konkurrenceorienteret forskningsverden – og på den måde udvikler de et miljø, hvor flest muligt kan udvikle sig og trives.
PSYCH favner forskningsexcellence og skaber samtidig et trygt miljø
Bedømmelsespanelet fremhæver flere gode tiltag i deres begrundelse for udnævnelsen af netop PSYCH som vinder af Årets Forskningsmiljø 2024.
PSYCH udviser et bredt, helhedsorienteret forskerbegreb, hvor de mestrer at favne forskningsexcellence og samtidig også fostre et trygt miljø, hvor rammerne tilpasses den enkeltes behov og potentialer.
Nina Molin Høyland-Kroghsbo, lektor ved Københavns Universitet og forperson for bedømmelsespanelet fra Det Unge Akademi, fortæller:
- Samlet set fremstår PSYCH som en forskningsgruppe med en unik holdånd og en stærk struktur og kultur. De bruger deres viden om, hvordan man opbygger succesfulde talentmiljøer i sport, til at forme deres eget forskningsmiljø. På et solidt fundament af videndeling, psykologisk tryghed og mental sundhed kan deres forskningstalenter udvikles, trives og præstere optimalt.
Vidensdeling styrker de unge forskeres mulighed for netværk
Der er stor opmærksomhed på at skabe vidensdeling i PSYCH. Line Maj Sternberg og Nicklas Stott Venzel forklarer:
- I enheden er der fokus på både at ‘træne opad og nedad’, som benyttes og anbefales fra sportens verden. Udover fokus på den gode vejledning fra seniorforskere, er der fokus på at lære fra sig. Her bliver ph.d.-studerende trænet i at være mentor for bachelorstuderende, f.eks. som medvejleder, eller hjælpe dem til at forstå kulturen og strukturen i forskningsverdenen.
Derudover afholder enhedens forskere såkaldte NERD-møder, som er et slags tværfaglig hyper-journal forum, hvor junior- og seniorforskere skiftes til at præsentere projekter, artikler og lignende. De inviterer internationale kollegaer til at deltage på disse møder. Det understøtter de unge forskeres mulighed for netværk og styrker forskningsgruppen med vigtig ny viden, input og faglig sparring.
Kreative metoder til at tale åbent om det svære
PSYCH benytter kreative metoder til at tale om sårbare emner og sikre psykologisk tryghed. De afholder blandt andet ’Sarah og Monopolet’-seancer, hvor forskerne anonymt indsender teoretiske, metodiske eller etiske dilemmaer, som de finder udfordrende.
Det kan f.eks. relatere til fagfællebedømmelse, karrierevalg eller udfordringer med undervisning.
Seancen giver forskere på alle niveauer mulighed for at tale åbent om det, der er svært eller er mislykkedes. Derudover prioriterer gruppen gode uformelle rammer til at styrke fællesskabet.
Læs mere
I 2023 udkom et inspirationskatalog om ph.d.-studerendes trivsel udarbejdet af fagforeningen DM og Danske Universiteter.
Læs mere om Det Unge Akademi her.
Konkrete eksempler på tiltag blandt indstillingerne til Årets Forskningsmiljø på Det Unge Akademis hjemmeside.
Læs mere om forskningsenheden PSYCH.
Foto: Privatfoto (baggrund udvidet med hjælp fra AI)
Kontakt
Nicklas Stott Venzel
Ph.d.-stipendiat
Forskningsenheden Psychology of Sport, Excellence and Health (PSYCH)
Institut for Idræt og Biomekanik
Syddansk Universitet
T: +45 31 32 31 01
nsvenzel@health.sdu.dk
Line Maj Sternberg
Ph.d.-stipendiat
Forskningsenheden Psychology of Sport, Excellence and Health (PSYCH)
Institut for Idræt og Biomekanik
Syddansk Universitet
T: +45 40 92 46 84
lmsternberg@health.sdu.dk
Kristoffer Henriksen
Professor og forskningsleder
Forskningsenheden Psychology of Sport, Excellence and Health (PSYCH)
Institut for Idræt og Biomekanik
Syddansk Universitet
T +45 51 90 81 92
khenriksen@health.sdu.dk