Fremtrædende SDU-forsker skal skabe verdensomspændende retningslinjer for behandling af rygsmerter
Professor Jan Hartvigsen fra Institut for Idræt og Biomekanik er udpeget til en ekspertgruppe under WHO, der skal rådgive alle verdens regeringer om behandling af kroniske rygsmerter.
I Danmark er rygsmerter den hyppigste årsag til sygemeldinger og førtidspension, og det en af de hyppigste årsager til, at man opsøger sin læge, en kiropraktor eller en fysioterapeut.
Men rygsmerter er også et globalt problem. Rygsmerter påvirker verden over 600 millioner mennesker hver dag. Rygsmerter bidrager til fattigdom og social ulighed i hele verden, fordi mennesker ikke har adgang til effektiv behandling og ikke kan passe deres arbejde.
Derfor går WHO – FN’s verdenssundhedsorganisation – nu for alvor ind i kampen mod rygsmerterne.
WHO (World Health Organization) nedsætter derfor et ekspertudvalg bestående af de dygtigste forskere fra hele verden. Forskerne skal kulegrave den nyeste viden og udforme officielle retningslinjer for behandling til regeringer i alle verdens lande.
En stor anerkendelse
Udvalget kommer til at bestå af 25 medlemmer, heraf 6 europæere, og professor og forskningsleder Jan Hartvigsen fra SDU’s Institut for Idræt og Biomekanik (IOB) er udpeget som eneste dansker.
- Det er jo en enorm anerkendelse af Jan Hartvigsens ekstremt høje faglige niveau, at WHO beder ham om at deltage i at sætte dagsordenen på dette område. I ekspertgruppen sidder kun verdens ypperste repræsentanter fra forskning og fra praksis. Jan Hartvigsen har gennem en årrække været regnet for at være i verdenseliten på sit felt, og jeg glæder mig over, at Jans ekspertise nu kommer hele verden til gavn, siger Jens Troelsen, professor og institutleder for IOB.
- Det er et stort og utroligt spændende arbejde, vi skal i gang med. Min udpegelse er et eksempel på, at vi i Danmark godt kan have indflydelse i den store verden, selvom vi er et lille land. Arbejdet går i første omgang ud på at gøre livet bedre for folk, der bor i lande, der er fattigere end Danmark. Men anbefalingerne vil også komme til at præge den måde, vi håndterer rygproblemer på herhjemme, siger Jan Hartvigsen.
Akut brug for solide retningslinjer
Der er en akut årsag til, at WHO har et ønske om at skabe evidensbasserede retningslinjer for bevægeapparatet:
- Antallet af mennesker, der oplever, at rygsmerter nedsætter deres funktionsevne, stiger hastigt i mange lavindkomstlande. Tallene hos os i højtindkomstlande stiger i takt med en aldrende befolkning – og lavindkomstlandene nærmer sig hurtigt vores niveau, fortæller Jan Hartvigsen.
- Vi har efterhånden fået præcise data fra lande i Afrika, Asien, Mellemøsten og Sydamerika. Vi kan se, at funktionsnedsættelse på grund af rygsmerter stiger, og at der ikke er adgang til god rådgivning og behandling. Faktisk er man mange steder på vej til at indføre behandlinger, som vi herhjemme er ved at forlade, fordi vi ved, de ikke virker eller kan være direkte skadelige, siger Jan Hartvigsen.
Ekspertgruppens opgave bliver derfor at samle den bedst dokumenterede viden fra mange kulturer og forskellige traditioner – for at vende den uheldige udvikling.
Verdens mangfoldighed i én samlet dokumentation
- Der findes mange tilgange til det at være et sundt menneske. Det er helt sikkert ikke det samme for en dansker som for en person fra Saudi Arabien, og derfor skal vi respektere kulturelle forskelle. Men de retningslinjer, vi laver, skal bygge på universel videnskabelig dokumentation, fortæller Jan Hartvigsen.
Ekspertgruppen har derfor geografisk repræsentation fra hele verden af eksperter, som forstår de lokale erfaringer og traditioner, der er i de enkelte lande.
- Det hele skal med ind og kunne kvalitetsmåles efter de allerhøjeste standarder; sådan er det at arbejde for WHO, siger Jan Hartvigsen.
Det nyoprettede organ i FN hedder “WHO Back Pain Guideline Development Group”. Der er 25 medlemmer af gruppen - heraf 6 europæere. Deltagere kommer fra Danmark, Tyskland, Israel, USA, Peru, Australien, Nigeria, Malaysia, Indien, Benin, Belgien, Sydkorea, Sydafrika, Egypten, Canada, Schweiz, Frankrig, Pakistan, Kina og UK.
Fakta: Om Jan Hartvigsen
- Professor og forskningsleder ved SDU’s Institut for Idræt og Biomekanik
- Seniorforsker ved Kiropraktorernes Videncenter
- En af verdens højest rangerende forskere (top 0,1%) inden for smerter og sygdomme i ryg, nakke og bevægeapparatet
- Ridder af Dannebrog, udnævnt 2020
- Udpeget som rådgivende ekspert i WHO indtil 2024
Foto: Nadia Elida Aamand
Kontakt
Jan Hartvigsen
Professor og forskningsleder, Institut for Idræt og Biomekanik
Syddansk Universitet
jhartvigsen@health.sdu.dk
Tlf. 60 11 45 22
Bo Kousgaard
Kommunikationsmedarbejder
Institut for Idræt og Biomekanik
Syddansk Universitet
bkousgaard@health.sdu.dk
Tlf. 23 23 86 24