Til kamp mod kedelige idrætstimer

Af Katrine Findsen, kafi@sdu.dk

Ondt i maven ved tanken om de ugentlige idrætstimer, hvor man igen skal udstilles for sine manglende talenter på fodboldbanen, skal være en saga blot.

Idrætsundervisningen bør i stedet bygges op om temaer med fokus på læring og med pædagogiske og didaktiske overvejelser om, hvordan man både kan gøre idrætsundervisningen spændende - både for dem, der svinger ketcheren i fritiden og dem, der bestemt ikke gør.

Det mener i hvert fald Torben Hansen fra Institut for Idræt og Biomekanik, der netop har forsvaret sin ph.d.

Hans forskningsprojekt giver et godt bud på, hvordan man ude i folkeskolerne kommer væk fra tidligere tiders fokus på bevægelse i sig selv og derimod får indarbejdet de principper om inklusion og tematisering, man kender fra folkeskolens andre fag.

- Eleverne kommer enten med rigtig gode forudsætninger i forhold til en bestemt sportsgren eller ingen forudsætninger overhovedet. På den måde er idrætsundervisningen noget anderledes fag end de øvrige på skemaet, og det gør det rigtig svært at tilrettelægge undervisningen, siger Torben Hansen.

- De to poler, de meget aktive og de meget lidt aktive, er svære at forene, og det er man ikke rigtig lykkes med. Det kunne vi se, at vi kunne gå ind og være med til at påvirke, forklarer han om baggrunden for projektet.

Både til krop og hoved

Et af svarene på idrætsundervisningens kvaler er blandt andet at tænke i temaer og forsøge at få alt det gode fra den øvrige undervisning ført over i faget. Det viste de erfaringer, Torben Hansen gjorde undervejs, og han slår gerne et slag for at idræt både skal være for krop og hoved.

-Idrætsfaget handler mange steder om bare at få de unge i gang, og undervisningen er tilrettelagt med afsæt i traditioner og rutiner. Men faget kræver lige netop nytænkning af de traditionelle pædagogiske overvejelser på grund af de vidt forskellige forudsætninger, eleverne kommer med,” pointerer han.

Torben Hansens projekt bygger på en række didaktiske principper, altså de læringsmæssige mål, der er for undervisningen.

En af konklusionerne er, at især det at lave længerevarende forløb, hvor de mindst erfarne elever kan se, at de udvikler sig, giver pote. Eleverne oplever pludselig en succes, frem for kun at få følelsen af at være dårligere end de andre time efter time. 

Her er 8. årgang i gang på Rosengårdsskolen i Odense. Foto: Michael Yde Katballe

Selverkendelse og øjenåbning

Forskningsprojektet er gennemført sammen med tre odenseanske skolers idrætslærere, der gennem to år deltog i en række workshops på SDU og efterfølgende gik hjem og prøvede indholdet af i praksis.

Disse workshops gav dels noget input i forhold til det rent idrætsfaglige, didaktiske og pædagogiske og lærte lærerne at arbejde mere temabaseret og formålsorienteret, men det blev også en øjenåbner for mange af lærerne, fortæller 40-årige Allan Pedersen, der har undervist i idræt i 15 år og deltog i projektet som ansat på Rosengårdsskolen.

- Inden projektet var vi gode til at finde på aktiviteter og sætte i gang, men vi var dårlige idrætslærere. Da den erkendelse gik op for os, var det et kæmpe spark til vores idrætslærerliv. Vi har bare ført en dårlig aktivitetskulturarv videre. Trist men sandt, erkender Allan Pedersen, der i dag underviser på Holluf Pile Skole.

Plads til teamwork og trivsel

- Deltagelsen i projektet har betydet, at jeg nu ikke længere arbejder med en aktivitet for aktivitetens skyld. Vi kører ikke længere fem uger med hockey, fordi det så er længe siden, vi sidst har spillet hockey. Vi arbejder med temaer og mål og finder så de aktiviteter, der passer bedst ind i temaet, fortæller Allan Pedersen, der siden projektets afslutning har startet en konsulentvirksomhed op sammen med en kollega, hvor de udbreder principperne bag den gode idrætsundervisning.

Han bruger eksemplet med en 7. klasse, som ikke rigtig trives socialt. Her planlægges der et tema med titlen ”Teamwork, tillid og trivsel” – og så sættes aktiviteterne ind. Her kunne man for eksempel køre et forløb med redskabsgymnastik, hvor fokus bliver på den gode modtagelse, altså tillidsøvelsen, frem for det tekniske i at springe over en hest. 

- Aktivitetskulturen på idræt har stået i stampe. Der har ikke været en nytænkning. Der har ikke været hverken mål eller mening, og der er ikke brugt meget forberedelsestid, siger han og fortsætter: 

- Det har mange steder ikke været prioriteret fra ledelsens side. Alle kan jo undervise i idræt. Men sådan er det heldigvis ikke længere.