Fodbold skal styrke helbred og trivsel i skolen
30.000 danske skolebørn skal spille fodbold. Et forskningsprojekt fra SDU viser, at undervisning på fodboldbanen bringer børn i god form og giver dem viden om vigtige sundhedsbudskaber
Driblinger, boldleg og småspil med høj intensitet.
SDU’s fodboldprofessor vil have alle børn til at spille fodbold.
Peter Krustrup har i 10 år forsket i brugen af fodbold som et værktøj til at forbedre danskernes sundhed - både børn og voksne.
På den baggrund har han i samarbejde med DBU og FIFA udviklet et 11 ugers undervisningsforløb til 5. klasser på landets skoler. Forløbet kombinerer fodboldtræning og undervisning i sundhedsbudskaber.
- FIFA 11 for Health er sundhedsundervisning på fodboldbanen, hvor børnene får god træning, leger og har det sjovt, men samtidig lærer en masse, siger Peter Krustrup.
Højintens træning
Undervisningen skal bidrage til, at børnene lever op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om minimum tre gange 30 minutters højintens træning om ugen.
- Konceptet, som består af to gange 45 minutter om ugen med fodboldtræning i skoletiden, har vist sig at have markante positive effekter på børnenes fysiske form, deres blodtryk og fedtprocent. Samtidig forbedres børnenes sociale trivsel, og de øger deres viden om fysisk aktivitet, varieret og sund kost, hygiejne og dårlige vaner omkring tobak og alkohol. Og endelig understreger det betydningen af at samarbejde og tænke positivt, siger Peter Krustrup.
Ingen Bustere
Mens det for mange lyder som en drøm at spille en masse fodbold i skolen, kunne man tro, at andre har det mere som Buster, der tager flugten over hegnet væk fra Ole Thestrups idrætslærer i Busters Verden.
Men ifølge Peter Krustrup viser forskningen, at konceptet har en positiv effekt både for de børn, der spiller meget fodbold i klub og baghave, og for dem, som ellers ikke dyrker boldspil.
For de godt 30 procent af børnene, der ikke dyrkede idræt i fritiden, faldt deres blodtryk markant (det systoliske blodtryk faldt 6 mmHg og det diastoliske blodtryk hele 3 mmHg) efter 11 ugers træning. Hemmeligheden ligger i den måde fodboldtræningen er organiseret på.
- Når man organiserer boldspil på små baner med få deltagere, for eksempel tre mod tre, så er intensiteten og involveringen nemlig høj hos alle spillere, og antallet af succesfulde aktioner stiger med en faktor 4-6 for dem med dårligst teknik, siger Peter Krustrup.
Dribler uden om fristelser
Oprindeligt blev FIFA 11 for Health udviklet til undervisning i Afrika, hvor fodboldtræning blev kombineret med budskaber om hygiejne, HIV, malaria og rent vand.
I den danske version er sundhedsbudskaberne især rettet mod social trivsel og forebyggelse af livsstilssygdomme.
- Det er blandt andet øvelser, hvor børnene skal drible uden om usunde fristelser og undgå at blive fanget af Grev Chips eller Grevinde Ingen-Morgenmad. Og så er der samarbejdsøvelser, hvor man skal lægge gode afleveringer, som er lette at arbejde videre med for sin kammerat, siger Peter Krustrup.
Giver hinanden ros
- Vi bruger også overlap og småspil til at få pulsen helt op i den højintense zone, den såkaldte grønne zone med over 170 slag per minut, og eleverne får selv lov til at måle deres puls og mærke, hvor forpustet man skal være for at få allerstørst fysisk effekt af træningen.
Endelig får hver elev en rose-makker. To børn holder øje med hinanden, og efter hver session skal de give hinanden ros og positive tilbagemeldinger på det, de har set under træningen.
Foreløbig deltager 160 skoler over hele landet i undervisningsforløbet FIFA 11 for Health.
Ambitionen er, at 30.000 danske skolebørn skal gennemgå undervisningen over de kommende to år.
Fodboldprofessor
Peter Krustrup er professor og leder af den nye forskningsenhed Sport and Health Sciences på SDU’s Institut for Idræt og Biomekanik. Her forsker han i muskelfysiologi og fodbold i et folkesundhedsperspektiv såvel som i eliteoptimering.