Eksplosion i antallet af parkouranlæg i Danmark

De første tegn på parkouraktivitet i Danmark opstod i 2004. De få aktive i den nye idrætsgren tog byrummenes trapper, mure og bænke i brug som redskaber i et bevægelsesforløb. I 2007 opførte Gerlev Idrætshøjskole det første træningsanlæg til parkour.

Derefter skete der en ganske usædvanlig eksplosion i denne type idrætsanlæg. Nye idrætsgrene vokser sjældent hurtigt og slet ikke, hvis der skal etableres egentlige anlæg til dem. Men fra 2007 til 2015 blev der opført 126 parkouranlæg over hele landet. De fleste i de større byer, men der kom også anlæg til parkour i mindre byer og landsbyer.

Paradoksalt nok viser rapporten fra Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund ved SDU, at kun 14 procent af anlæggene til parkour ligger i byrum. Mange er opført i parker og i forbindelse med idrætsanlæg, skoler og institutioner.

For få anlæg har græsrødderne med

Rapporten viser også, at kun hvert 10. anlæg er etableret på "græsrodsinitiativ" fra lokale kræfter. Det er kun hvert fjerde anlæg, der er etableret med en direkte lokal forankring.
Signe Højbjerre Larsen, studieadjunkt på Institut for Idræt og Biomekanik, SDU, siger om forholdet mellem antal anlæg og græsrodsinitiativ:

-Undersøgelsen viser, at det i høj grad har været kommunernes forvaltninger, der har taget initiativ til og gennemført etableringen af parkourfaciliteterne. Ofte har det været ud fra et ønske om at gøre noget for de unge i lokalområdet, men i mange tilfælde har det ikke afspejlet et egentligt, lokalt brugerbehov. Der kommer ikke nødvendigvis meget parkour ud af, at man skaber en facilitet.

Rapporten betyder, at Lokale og Anlægsfonden er begyndt at se mere kritisk på, hvordan og med hvem, der skal udvikles parkouranlæg i fremtiden, da det ikke er hensigtsmæssigt at bygge anlæg, der ikke er lokalt forankrede.

Nye sammenhænge i byrum og flere brugergrupper

Parkouranlæg kan være med til at forbedre og forandre byrum og aktivitetsområder. I Carlsberg Byen i København er et parkouranlæg med til at knytte den nye bydel til den omgivende by. Her bliver parkouranlægget også brugt til mange andre aktiviteter end parkour og "ejerskabet" er delt mellem parkourudøvere og andre brugergrupper.

I Svendborg er et udendørs parkouranlæg integreret i indgangen til et nyt gymnastikhus. Det betyder, at mange forskellige brugergrupper deler oplevelser og aktivitetstimer på anlægget. Placeringen ved indgangen til hallen betyder også, at parkouranlægget bliver et opholds- og mødested, hvilket har gjort, at anlægget inviterer mere til piger end de fleste andre parkouranlæg formår.

-Den store efterspørgsel på parkouranlæg har desværre også medført mange standardiserede anlæg, der hverken er kønne eller lokalt tilpassede. Når fokus er på selve udformningen af anlæggene, rammer selv de meget lokalt forankrede og seriøst designede anlæg nogle gange skævt, fordi de er for svære at tage i brug for andre end de allerbedste udøvere, siger Signe Højbjerre Larsen.

Danmark er førende, men kan blive endnu bedre

Danmark er det førende land i verden i forhold til udvikling og etablering af faciliteter til parkour. Flere af anlæggene er af en størrelse og kvalitet, der har gjort dem til trækplastre for parkourturisme, hvor udøvere kommer hertil fra udlandet for at for at opleve faciliteterne og træne på dem.

Men rapporten viser ud over succes også, at der er plads til forbedring. Hos Lokale og Anlægsfonden giver den anledning til kritisk refleksion og overvejelser om fremtidens udviklingsmuligheder.

-I stedet for at bygge parkouranlæg kun til parkour, skal vi i højere grad se nærmere på at udvikle aktivitetspladser, der kan bruges til mere end parkour. Det kan være de voksnes funktionelle styrketræning og børns klatring og balancelege. Det er vigtigt, at alle involverede i højere grad etablerer faciliteter med udgangspunkt i lokale behov og med baggrund i mere og større brugerinddragelse. mener Bo Vestergaard Larsen, analysechef hos Lokale og Anlægsfonden.