Skip to main content

Prestigefyldt pris til SDU-professor

Jonas Bloch Thorlund fra Institut for Idræt og Biomekanik modtager ‘Best Paper Award’ for banebrydende studie af meniskskader hos unge.

Professor Jonas Bloch Thorlund har netop modtaget Theo Van Rens Best Paper Award ved den nyligt overståede ESSKA 2022 konference i Paris.

Prisen blev givet for studiet ’A Randomized Controlled Trial of Early Meniscal Surgery or Exercise Therapy and Education With the Option of Later Surgery in Adults Aged 18-40 years’, i daglig tale kaldet DREAM-studiet.

Konferencen er en af de største ortopædkirurgiske konferencer i verden. Den afholdes hvert andet år, og er arrangeret af European Society of Sports Traumatology, Knee Surgery & Arthroscopy.

Det danske studie var udvalgt blandt knap 2000 studier (’abstracts’) til en ’Star Paper’ session, hvor den bedste præsentation (’Best Paper’) blev kåret i konkurrence med 5 andre deltagere.

Træning kan give samme effekt som operation

- Det var en stor ære at præsentere og modtage denne pris på vegne af holdet bag DREAM studiet. Det har taget cirka seks år fra idé til publikation at gennemføre studiet, som kan få stor betydning for behandling af unge patienter med meniskskader fremover, udtaler Jonas Bloch Thorlund.

I lodtrækningsstudiet som blev præsenteret, havde forskerne sammenlignet den typiske behandling, som er operation, med træning og patientuddannelse til unge patienter med meniskskader. Det er første gang, forskere sammenligner kirurgisk og ikke-kirurgisk behandling af meniskskader hos unge.

Studiet viser, at operation ikke er bedre end træning og patientuddannelse til at forbedre patienternes smerte, funktion og livskvalitet. En fjerdedel af patienterne i træningsgruppen endte også med at blive opereret.

Bag studiet står Professor Søren Thorgaard Skou og Professor Jonas Bloch Thorlund, samt en række ortopædkirurgiske hospitalsafdelinger og fysioterapiklinikker på tværs af hele Danmark.

Det fulde studie blev publiceret i januar 2022 i det videnskabelige tidsskrift NEJM Evidence.

Om studiet

Studiet blev gennemført som ’lodtrækningsstudie’, hvor 121 patienter blev delt i to grupper; den ene fik en operation, mens den anden gennemførte et superviseret træningsprogram på 12 uger, bestående af to ugentlige træningssessioner og patientuddannelse.

En fjerdedel af patienterne i træningsgruppen endte med også at blive opereret.

Efter 12 måneder fulgte forskerne op på patienternes smerter, funktion og livskvalitet, og her viste resultaterne, at gruppen der havde gennemgået træningsprogrammet, havde det lige så godt som dem, der blev opereret.

Studiet er finansieret af Danmarks Frie Forskningsfond, IMK Almene Fond, Lundbeckfonden, Spar Nord Fonden, Næstved, Slagelse og Ringsted Sygehuses Forskningspulje, Region Sjælland (Exercise First), Gigtforeningen og Danske Fysioterapeuter.

Du kan læse mere om selve studiet her.

Fakta: Hvad er en ’Best Paper Award’

  • Mange forskningskonferencer uddeler priser i forskellige kategorier. En ’Best Paper Award’ gives til det bedst præsenterede forskningsprojekt ved en konference.
  • Forskningsprojektet bedømmes primært på sin videnskabelige værdi og sekundært på sin nyhedsværdi. Desuden tæller en mundtlig præsentation med i bedømmelsen.
  • Ved ESSKA 2022 konferencen var indsendt knap 2000 ’abstracts’ (resuméer af forskningsprojekter).
  • På baggrund af alle indsendte abstracts blev de 6 bedste udvalgt til ’konkurrencen’.
  • Prisen ledsages af en pengepræmie på 3000 €.

Kontakt

Jonas Bloch Thorlund, professor MSO
Forskningsleder ved Forskningsenheden for Muskuloskeletal Funktion
Institut for Idræt og Biomekanik
Syddansk Universitet
Mobil: ‭29 12 54 99‬‬‬

Mød forskeren

Jonas B. Thorlund er professor MSO og forskningsleder ved Forskningsenheden for Muskuloskeletal Funktion og Fysioterapi på SDU og en del af Forskningsenheden for Almen Praksis på SDU.

Kontakt

Redaktionen afsluttet: 18.05.2022