Skip to main content
DA / EN

Søren Thorgaard Skou får Danske Fysioterapeuters Pris 2015

Prisen, der er på 50.000 kroner, får Søren Thorgaard Skou for sin vigtige rolle i udbredelsen af GLA:D-konceptet, der er en af nyere tids største succeser for fysioterapifaget.

Fysioterapeut, ph.d. Søren Thorgaard Skou, SDU og Aalborg Universitetshospital, modtager Danske Fysioterapeuters pris. Prisen uddeles én gang årligt til en fysioterapeut, som har udmærket sig særligt forskningsmæssigt, uddannelsesmæssigt eller på anden vis har ydet en særlig indsats indenfor udviklingen af det fysioterapeutiske felt.

Dét har Søren Thorgard Skou, mener hovedbestyrelsen, der tildeler ham prisen for arbejdet med udbredelsen af GLA:D (Godt Liv med Artrose i Danmark) i samarbejde med professor Ewa Roos, SDU.

GLA:D er med den store udbredelse i flere sektorer i løbet af kort tid blevet en af nyere tids største successer for fysioterapifaget og har gjort en forskel for et hav af patienter. En vigtig faktor har været at tilpasse det projektet til en dansk model, der har ramt lige i hjerne og hjerte på både patienter med artrose, fysioterapeuter og andre faggrupper i sundhedssektoren.

Danske Fysioterapeuters budskab om mere træning og mindre kniv har i Søren Thorgaard Skou en meget ihærdig ambassadør, og udbredelsen af GLA:D-konceptet har givet arbejde til fysioterapeuter rundt om i Danmark.

Prisen overrækkes på tirsdag den 8. september kl. 19 på Sofiendalsvej 3, Ålborg, og alle er velkomne.

Redaktionen afsluttet: 03.09.2015