Skip to main content
DA / EN

Studerende hjælper børn til vægttab

Hele familien skal med, når overvægtige børn i et nyt forskningsprojekt lærer om sund livsstil.

Af  Marianne Lie Becker, mlbecker@health.sdu.dk, 12-12-2016

To idrætsstuderende, et år til forskning og en brændende interesse for at lære sund livsstil fra sig.

Det er hovedingredienserne i projekt Aktive Størrelser, som netop har afsluttet det intensive forløb i et 18 måneders pilotforløb for 10-14 årige børn og deres familier.

Andre ingredienser er nytænkning, forældreengagement og et samarbejde, der gør det muligt at hive børnene ud af deres normale skolehverdag i tre måneder til fordel for et forløb som kombinerer motion, madkundskab og skolefag.

 Fra klokken 7.30 til 18.30. Fem dage om ugen.


(Film: Anders Boe)

Vægttab på 115 kg

15 børn og deres familier har været med i det første forløb, der er gennemført i samarbejde med Nyborg Kommune. Børnene kommer fra hele kommunen og har været samlet i Herrested, hvor kommunen har stillet faciliteter til rådighed.

- Det har været 12 intense uger. Børnene har været rigtig meget på skolen, dyrket en masse fysisk aktivitet og brugt mange timer i køkkenet på madlavning. De har klaret det helt utroligt flot, og har været så seje hele vejen igennem.

- Derudover har de opnået rigtig flotte resultater. Tilsammen har de 15 børn der har deltaget i projektet tabt 115 kg. Derudover har de i høj grad forbedret deres kondital, fra den løbetest vi lavede den første uge af projektet til den sidste uge af projektet, fortæller idrætsstuderende Lotte Birkekær.

- Det var nogle glade børn vi sendte afsted, og mange af forældrene har nævnt at deres børn kommer hjem med øget selvtillid. Det betyder rigtig meget for os. Både børn og forældre har fået nye bekendtskaber, som vi håber de fortsat vil holde kontakt med og støtte hinanden efter projektets slut, supplerer idrætsstuderende Sigrid Nielsen.

 

 

Lærerig kobling

Konceptet er udtænkt og udført af en arbejdsgruppe, der består af lektor Jan Toftegaard Støckel og fem kandidatstuderende på Idræt og Sundhed.

 Aktuelt gennemfører Lotte Birkekær og Sigrid Nielsen et såkaldt prægraduat forskningsår, hvor de både bidrager til at drive forskningsprojektet og parallelt hermed skriver speciale om indsatsen.
 
- Det er en unik mulighed at få lov til at fordybe sig i noget, man selv har medvirket til at skabe fra bunden.

- Den kobling der sker mellem teori og praksis er meget lærerig. At have indflydelse på andre menneskers liv er helt specielt, og skaber et ansvar, som man ikke på samme måde oplever på studiet, siger Sigrid Nielsen.

En reel forskel i samfundet

 Lotte Birkekær og Sigrid Nielsens vejleder Jan Toftegaard Støckel mener, at projektet Aktive Størrelser er et glimrende eksempel på, at studerende kan bidrage til forskning og bruge de kompetencer, de får på studiet, til at gøre en reel forskel i samfundet.

- Når studerende inddrages i forskningen, så giver det en unik forståelse for samspillet mellem teori og praksis som er vanskelig at opnå på skolebænken.

- Dertil kommer at der er nogle helt særlige kvaliteter forbundet med at sidde på førersædet og vide at man har afgørende indflydelse på at omsætte ideer til praksis. Det giver selvtillid og tro på egne evner, og det er værdifuldt i forhold til at studerende bidrager til at udvikle nye velfærdsteknologier og serviceydelser; og derigennem er med til at skabe deres egne jobmuligheder, siger Jan Toftegaard Støckel

Mød forskeren

Jan Toftegaard Støckel er lektor på Institut for Idræt og Biomekanik.

Kontakt

Redaktionen afsluttet: 12.12.2016