Hvad er leg – og hvad fortæller legen om os?
Professor emeritus Henning Eichberg har samlet sin årelange forskning i legens filosofi i bogen Questioning Play.
At lege og at spørge – hvad nu, hvis disse to former af menneskelig praksis er forbundet med hinanden? Bogen Questioning Play har til formål at kaste nyt lys på, hvad leg er, og hvad leg fortæller om menneskenes liv.
Bogen nærmer sig legen nedefra og op ved historisk, socialt og antropologisk at tage sit udgangspunkt i livsverdenen, der udspilles med to casestudier.
”I et socialhistorisk studie om dansk fodbold kredser vi omkring bolden som verdens mest udbredte legetøj og dens fænomenologi af det runde og det uberegnelige. Og en historie om labyrinten viser dette danse- og bevægelsesmønster som en leg af forundring,” fortæller Henning Eichberg.
Legestudierne belyser ifølge forfatteren på en ny måde det antropologiske spørgsmål, hvem mennesket i grunden er – et økonomisk væsen, som overlever gennem produktivt arbejde, eller et legende væsen, som poetisk spørgende henvender sig til verden – og bygger verden.
Legen til diskussion
”I bogen diskuteres kritisk visse udbredte filosofiske antagelser, for eksempel om en definition af leg er nødvendig – eller mulig? Konklusionen er at legen ikke kan defineres – og ikke burde defineres. Andre eksempler er diskussioner om hvorvidt leg er uproduktiv, og om leg kan begrundes ud fra dens ”funktion” for børns indlæring,” fortæller Henning Eichberg.
”Legen berører grundlæggende mønstre i det sociale liv. Folkelige lege fortæller noget om ”folks” forskellige sociale identiteter. Og under modernitetens vilkår kan leg forstås som en opposition mod fremmedgørelsen – mens leg i sig selv også er underlagt fremmedgørende processer. Herudfra kunne en kritisk teori udvikles, som på ny tager udgangspunkt i en kritik af fremmedgørelsen,” mener Henning Eichberg.
Bogen afrunder forskningsprogrammet ’Leg under nye former’ på Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund. Programmet blev støttet af Nordea-fonden og omfattede desuden ph.d.-afhandlinger om parkour som leg (Signe Højbjerre Larsen) og om legepladser (Lise Specht Petersen). Henning Eichberg fik i 2015 tildelt Gerlev Legeprisen.
Henning Eichberg præsenterede bogen Questioning Play ved et seminar om leg på i Laboratoriet for Leg og Innovation på Institut for Idræt og Biomekanik den 25. oktober 2016.