SDU i den absolutte verdenselite inden for idrætsforskning
Institut for Idræt og Biomekanik (IOB) på SDU er netop blevet kåret som verdens sjettebedste idrætsinstitut.
Sjettepladsen er et skridt opad på ranglisten Academic Ranking of World Universities, hvor verdens universiteter hvert år får målt og sammenlignet deres videnskabelige arbejde. Den anerkendte rangliste har de seneste to år lavet en særlig liste for sports- og idrætsinstitutter. Her ligger SDU i år nummer seks ud af i alt 367 universiteter, der indgår i ranglisten. Det er én plads bedre end sidste år.
“Placeringen er et kæmpe skulderklap til universitetet og instituttets ansatte. Ranking’en er et udtryk for, at vi har høj forskningshøjde og -produktion kombineret med stærke internationale samarbejdspartnere”, siger Jørgen Povlsen, institutleder på IOB.
International gennemslagskraft
Sports- og idrætsinstitutterne rangeres på baggrund af antal videnskabelige publikationer, hvor de publiceres, hvor ofte de citeres, og om de er skrevet sammen med internationale medforfattere. Ranglisten måler på publikationer fra hele fem år, fra 2012 til 2016. Sjettepladsen er på den måde udtryk for en årelang indsats og hårdt arbejde.
"Det er et udtryk for en flerårig bevidst satsning på SDU. Ambitiøse forskningsledere på instituttet er gået forrest, og har sammen med dygtige unge og seniore medarbejdere i forskningsenhederne formået at publicere på højt niveau samt opbygge stærke internationale samarbejdsrelationer. Placeringen er en stor anerkendelse til alle videnskabelige og teknisk-administrative medarbejderes arbejde på instituttet”, mener Jørgen Povlsen.
Academic Ranking of World Universities hører til blandt de mest prestigefyldte ranglister i den akademiske verden. Listen bruges af universiteter verden over som målestok for forskning og identifikation af nye samarbejdsmuligheder. Placeringen er derfor vigtig i forhold til at markere instituttet på den internationale scene.
Rankings benyttes også i fondsansøgninger, til informationsmateriale og til at rekruttere studerende og nye ansatte.
Her kan du se listen, hvor SDU figurerer på en sjetteplads.
For mere information
Jørgen Povlsen Institutleder, lektor SDU, Institut for Idræt og Biomekanik