Skip to main content
IRS Sygehus Lillebælt

Professor Kim Houlind publicerer i The Lancet

Kim Houlind og samarbejdspartnere udgiver resultaterne fra det store randomiserede studie, BASIL-2, i The Lancet. I studiet undersøger de hvilken behandling, der er bedst til at forebygge benamputation.

Er det fortsat bypass, der er den bedste behandling, hvis du skal forebygge amputation af benet? Det har professor Kim Houlind været med til at finde svar på i det internationale studie BASIL-2. Her har forskerne systematisk sammenlignet bypass-operationer og ballonudvidelser for at se hvilken metode, der er bedst til at forebygge amputation af benet.

Resultaterne fra BASIL-2 viser, at bypass-operationer gav en 35% større risiko for amputation eller død sammenlignet med ballonudvidelser. Det er primært baseret på, at der var færre dødsfald i patientgruppen, som fik lavet en ballonudvidelse. Risikoen for amputation, ser nogenlunde ens ud for de to grupper.

Hvordan redder vi bedst patienternes ben?

Professor Andrew Bradbury stod bag BASIL-1, som var det første store randomiserede kliniske studie som sammenlignede bypass-operationer og ballonudvidelser. Det var her, det viste sig, at bypass gav en bedre overlevelse og mindskede risikoen for amputation.

- Siden BASIL-1 har ballonteknikkerne gennemgået en betydelig teknologisk udvikling. Det er derfor nødvendigt at undersøge, om konklusionen fra dengang stadig holder. For patienterne betyder det, at vi bedre vil vide, hvilken af de to teknikker, vi skal forsøge først med henblik på at redde deres ben, fortæller professor Kim Houlind.

Det overraskende er, at resultaterne for et andet stort klinisk forsøg, BEST-CLI, viste, at det var bypass-operationen, som var bedst. Næste skridt bliver derfor en meta-analyse på individ-niveau, for at se, hvad der giver afvigelserne.

Kim Houlind er involveret i yderligere analyser fra både BASIL-2 og BEST-CLI-studiet.

Mød forskeren
Kim Houlind

Kim Houlind er professor og forskningsleder ved Forskningsenhed for Karkirurgi i Kolding. Kim Houlinds forskningsenhed i Kolding er inviteret med i samarbejdet pga. deres meget høje faglige niveau og erfaring med begge metoder. BASIL-2-studiet er så stærkt, at det er blevet optaget i det anerkendte videnskabelige tidsskrift The Lancet. Det er sjældent for et så snævert speciale som karkirurgi.

Kontakt

Faktaboks: Amputation af benet

Hvis en patient har en forsnævring eller en tillukning af blodårene i benet, så er der en risiko for, at benet skal amputeres, hvis ikke patienten får den rette hjælp. I BASIL-2 studiet har forskerne sammenlignet de to behandlinger; bypass eller ballonudvidelse.

Sidst man undersøgte forskellen mellem de to behandlinger, var det bypass-operationen, som gav den bedste amputations-fri overlevelse. Amputations-fri overlevelse er tiden fra behandling til enten første amputation over ankel-ledet eller død.

Om studiet

Studiet omfatter 345 patienter med amputationstruede ben. Der er trukket lod mellem bypass eller ballonudvidelse. Det primære endepunkt er amputations-fri overlevelse; altså tiden fra behandling til enten første amputation over ankel-ledet eller død.

Projektet er initieret af Professor Andrew Bradbury, University of Birmingham, UK. I begyndelsen var studiet planlagt til kun at foregå i England, men det er blevet udvidet med forskere fra dels professor Kim Houlinds forskningsenhed og dels forskere fra Karolinska Instituttet i Stockholm.

Studiet udspringer af BASIL-1 (1997-2004), hvor professor Bradbury foretog det første store randomiserede kliniske studie, som sammenlignede bypass-operationer og ballonudvidelse hos patienter, som er i risiko for at skulle have amputeret benet pga. mangelfuld blodgennemstrømning i benet. Her viste det sig, at bypass-operationen gav en bedre amputations-fri overlevelse.

Siden BASIL-1 er der sket en betydelig udvikling i teknikkerne, og det har derfor været vigtigt at undersøge, om det fortsat er bypass-operationer, som er den bedste behandling, hvis man vil bedre den amputations-fri overlevelse.

Læs studiet

“A vein bypass first versus a best endovascular treatment first revascularisation strategy for patients with chronic limb threatening ischaemia who required an infra-popliteal, with or without an additional more proximal infra-inguinal revascularisation procedure to restore limb perfusion (BASIL-2): an open-label, randomised, multicentre, phase 3 trial” – udgivet i The Lancet 25. april 2023

The Lancet

Redaktionen afsluttet: 26.04.2023