The 2019 CHAMPS Conference var et godt eksempel på tværfagligt og -sektorielt samarbejde
Professor Niels Wedderkopp bød velkommen til The 2019 CHAMPS Conference, hvor der blev set tilbage på mere end ti års forskning, men også blev kigget fremad, for: "Where are we going from here?"
Torsdag den 19. september var mere end 30 mennesker samlet i Odense til en dag i samarbejdet og forskningens tegn. Institutleder fra IRS Rikke Leth-Larsen bød velkommen med ordene: "Måske I faktisk har været forud for vores tid med dette projekt - når man ser på, hvordan I allerede inden har kunnet arbejde med områder, som er præsenteret i FN's Verdensmål".
En rejse tilbage i tiden
Professor Niels Wedderkopp tog os herefter på en rejse tilbage gennem tiden, hvor han let og overskuelig gennemgik de mange studier, der har været under CHAMPS. Det var lige fra sportsskoler, fysisk aktivitet og indlæring og skader hos børn over idræts effekt på livsstilsfaktorer til nærsynethed og tinnitus.
Udenlandsk samarbejde
Master student Chinchin Wang fra Department of Statistics, McGill University, Montreal, Canada førte os gennem "How to determine sports type participation in CHAMPS - a novel approach using imputations" på en måde, der gjorde statistik vedkommende og forståeligt.
Adjungeret professor ved IRS Ian Shrier, også fra McGill University fulgte op med "Recurrent injuries and illness - what is the definition?" og så rundede Professor Jeffrey Hebert af med "Trajectories: A new approach to identifying children and youth at risk". CHAMPS er i den grad nået ud over Danmarks grænser.
Hvordan gik det - og hvad gør vi nu?
Eftermiddagens program bød på en evaluering af CHAMPS og Svendborgprojektet ved Jonas Vestergaard Nielsen og Heidi Klakk. Konklusionen har været, at tiltagene med idrætsskolerne virker. Det er en kombination af frivillighed og en ”top down og buttom up”-tilgang, som har gjort, at de involverede personer har følt sig – og været – inddraget i hele processen. At projekterne har været tilpasset de enkelte skoler har også i høj grad været en medvirkende faktor. Skolerne har gjort noget forskelligt – men det har haft samme sundhedsfremmende effekt.
Dette blev efterfulgt af en uddybning af to af de studier, som er foregået under CHAMPS.
Endelig rundede Mina Nicole Holmgaard Händel af med: "The future of The CHAMPS Study? The Epigenetics of bone in youth".
Dagens program var bygget op, så der var mulighed for at netværke, få vejledning og stille spørgsmål undervejs. CHAMPS er et godt eksempel på mulighederne ved samarbejde, og det bliver spændende fortsat at følge med.