Torben Knudsen er ny professor i mave- og tarmsygdomme på SDU og Sydvestjysk Sygehus
Overlæge, ph.d. og dr.med. Torben Knudsen er udnævnt til klinisk professor på SDU sideløbende med sin overlægeansættelse på Sydvestjysk Sygehus
Torben Knudsen leder forskningsgruppen for medicinsk og kirurgisk mave- og tarmsygdomme ved Sydvestjysk Sygehus. Desuden har han en meget central og koordinerende funktion i forbindelse med planlægningen af den kommende kandidatuddannelse i medicin i Esbjerg.
Torben Knudsens forskning er centreret omkring inflammatorisk tarmsygdom. Det gælder for udviklingen af algoritmer til brug for diagnostik af inflammatorisk tarmsygdom samt monitorering af patienter med sygdommen. Forskningsmæssigt arbejder han også med udvikling og afprøvning af potentielt nye markører for sygdomsaktivitet og risiko for tilbagefald, mulige gevinster ved avanceret medicinsk behandling og eventuelle gavnlige effekter af fysisk aktivitet på livskvalitet og sygdomsmarkører.
Torben Knudsen forsker desuden i udviklingen af applikationer til brug for monitorering af sygdomsaktiviteten, og så er han yderst involveret i kommunikation imellem patient og afdeling. Ligesom han aktuelt er hovedvejleder for tre ph.d.-studerende og medvejleder for yderligere tre.
Ud over en solid forskerkarriere er Torben Knudsen medlem af Colitis Crohn-Foreningens lægefaglige råd. Ligesom han er aktiv i videnskabelige selskaber. Blandt andet har han været medlem af bestyrelserne i Dansk Selskab for Intern Medicin, Dansk Gastroenterologisk Selskab samt Medicinsk Selskab. I 2021 blev han valgt som formand for Dansk Selskab for Gastroenterologi og Hepatologi.
Fakta:
- Torben Knudsen er student fra Odense Katedralskole i 1978, cand. med. 1985 (Syddansk Universitet), ph.d. 1990 og dr.med. 1995. Begge titler er erhvervet ved Syddansk Universitet
- Blev i 2009 ansat som koordinerende forskningsleder og klinisk lektor ved Institut for Regional Sundhedsforskning - Sydvestjysk Sygehus
- Torben Knudsen bor med sin familie i Varde. Han er gift, og parret har fem sammenbragte voksne børn og fire børnebørn
- Han er født i Bogense 25/10 1959