Kronprinsessen møder 150 par tvillinger på SDU
Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen deltager i Dansk og Australsk Tvillingregisters seminar på Syddansk Universitet den 15. januar 2013.
H.K.H. Kronprinsessen har som ny protektor for Dansk og Australsk Tvillingregister sagt ja til at deltage i et tvillingseminar på Syddansk Universitet.
Til stede er også 150 par fynske tvillinger i alderen 18 til 90 år, der har det til fælles, at de i tidens løb har deltaget i et eller flere af Dansk Tvillingregisters mange forskningsprojekter.
Det er Kronprinsessens første officielle deltagelse som protektor for de to registre.
- Kronprinsessen er selv tvillingemor og har en tæt tilknytning til begge lande. Vi glæder os til at modtage hende og de øvrige gæster og fortælle nærmere om vores registre og vores forskning i tvillinger, siger professor Kaare Christensen, der er leder af Dansk Tvillingregister på Syddansk Universitet.
Forskning i tvillinger
Dansk og Australsk Tvillingregister forsker i ligheder og forskelle mellem enæggede og toæggede tvillinger. Det sker for at blive klogere på betydningen af arv og miljø for menneskers liv og helbred. Ved at følge og sammenligne tvillinger kan man eksempelvis få viden om, hvilke sygdomme og andre faktorer, der er enten overvejende arvelige eller miljøbestemte.
Ved seminaret er der oplæg ved først professor Kaare Christensen og dernæst lederen af Australsk Tvillingregister, professor John Hopper. Herefter er der reception for deltagerne.
Arrangementet foregår tirsdag den 15. januar kl. 13-15 på Campusvej 55 i Odense i universitetets auditorium U45.
Dagens forløb:
- Kronprinsessen ankommer til Syddansk Universitets indgang F kl. 13.00
- Velkomsttale ved Dekan Ole Skøtt fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.
- Oplæg ved Kaare Christensen, leder af Dansk Tvillingregister, han taler om danske tvillinger og deres betydning for forskningen.
- Oplæg ved John Hopper, leder af Australsk Tvillingregister, han taler om Australsk Tvillingregisters historie og forskning.