Prestigefuld international maritim pris til Marie Lützen
Lektor Marie Lützen fra Syddansk Universitet har modtaget CEMT Award-prisen 2015. Prisen får hun for sit store arbejde med at forny uddannelsen af skibsingeniører i Danmark.
Lektor Marie Lützen, Center for Maritim Teknologi på Syddansk Universitet og skibsingeniør Ingrid Marie Vincent Andersen fra Maersk Maritime Technology har modtaget årets CEMT Award for deres enestående bidrag til succes for den europæiske maritime industri.
Der var fest i ingeniørernes hus tirsdag aften, da Trevor Blakely, chief executive for RINA og formand for Confederation og European Maritime Technology Societies, uddelte prisen som en stor anerkendelse af de to kvinders arbejde for at forny uddannelsen for skibsingeniører.
- Jeg er meget stolt over prisen. Det er en anerkendelse af det hårde arbejde vi har gjort for først at undersøge skibsindustriens fremtidige behov for arbejdskraft. Dernæst at få uddannelserne på SDU og DTU fornyet, så de opfylder erhvervet krav, siger Marie Lützen.
De to kvinders arbejde har blandt andet ført til, at SDU har fået en helt uddannelse, Cand.tech. i Maritim Teknologi, hvor personer med en maritim professionsbacheloruddannelse for første gang kan få en kandidat på universitetet.
På DTU, hvor Ingrid Marie Vincent indtil i sommer stod i spidsen for DTU's maritime center, betød det, at uddannelsen indenfor skibsingeniører blev fornyet.