Skip to main content

Christian Friis Bach udnævnt til adjungeret professor ved Juridisk Institut

Den tidligere minister og undergeneralsekretær i FN er nu tilknyttet instituttet

Christian Friis Bach er blevet udnævnt til adjungeret professor ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet. Hans nye fulde titel er adjungeret professor i menneskerettigheder og rettighedsbaseret udvikling. 

Christian har et omfattende akademisk cv og en lang og imponerende karriere inden for bl.a. erhverv, politik og udviklingsarbejde. Han var i 2011-2014 medlem af Folketinget for Radikale Venstre og i 2011-2013 minister for udviklingsbistand. I 2014-2017 var han undergeneralsekretær i FN og leder af FN's økonomiske kommission for Europa. Han har også været international chef i Folkekirkens Nødhjælp og generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp. 

Desuden har han forsket og undervist på såvel Københavns Universitet som den daværende Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole, og han driver p.t. en virksomhed, der importerer varer fra konfliktramte lande.

Glæder sig til at blive inspireret og til at bidrage

Vi har spurgt Christian til hans bevæggrunde for at takke ja til titlen:

”Jeg har i høj grad sagt ja, fordi det netop var et juridisk institut, der henvendte sig. Jeg brænder for verdensmålene og det enkelte menneskes rettigheder – de er af afgørende vigtighed, og Juridisk Institut på SDU står netop for at kombinere disse to ting.

Jeg er rigtig glad for at være blevet tilknyttet instituttet og er sikker på, at jeg kan få stor inspiration og viden fra ikke bare instituttet, men også Det Samfundsvidenskabelige Fakultet og SDU i det hele taget. Jeg har i det sidste års tid haft samspil med fakultetet og har lært meget af dette. Jeg vil fortsat gerne bakke op om deres visioner og kan forhåbentligt også bidrage til at styrke deres indsats.  

Der er flere af centrene på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, der favner og fortæller om det retfærdige samfund, der sætter verdensmål og menneskerettigheder i centrum. Jeg tænker især, at det er her, at jeg kan sætte min viden og mine erfaringer i spil. Jeg håber også at kunne afholde kurser i bl.a. rettighedsbaseret udvikling, som er et af mine fokusområder.” 

Vi ønsker Christian hjerteligt velkommen til Juridisk Institut!


Om titlen adjungeret professor

  • Titlen tildeles af et universitet til anerkendte forskere, som universitetet ønsker at hædre og derved knytte nærmere til sig. Titlen kan dog også tildeles personer, der ikke er anerkendte forskere, men har kvalifikationer på højt fagligt niveau.
  • Titlen gælder for en periode på højst fem år.
  • Titlen er ikke forbundet med aflønning.
Christian Friis Bach

 

Redaktionen afsluttet: 25.02.2021